I dag er det præcis én måned siden, at jeg havde første arbejdsdag på mit nye arbejde. Tiden op til første arbejdsdag har været lang og fuld af tanker, som har givet søvnløse nætter, tankemudder og temmelig ondt i maven.
Lad mig indledningsvis slå fast, at det her indlæg kommer ikke til at indeholde dybe og snørklede paragrafsammenligninger om fleksjobsvilkår eller en lang teoretisk forklaring om, hvad det er for en skole, jeg er blevet ansat på. Jeg vil derimod bestræbe mig på at forklare, hvorfor jeg nu efter en måned i mit nye job igen (som oftest) sover om natten og atter har en mave, som ikke længere er grund til at opføre sig tosset pga. tankespin om mit nye job.
Hvorfor skulle jeg have nyt arbejde?
Det skulle jeg sådan set heller ikke. Jeg har været ansat hos VUC som ordblindelærer i 8,5 år og har egentlig været glad for det. De seneste par år har flere massefyringer og usikkerhed dog fyldt en stor del af mit arbejdsliv hos VUC. Jeg har hver gang undgået at blive en af de “udvalgte”, der skulle ud at finde nyt job, men ingen af os ansatte har kunnet undgå at tænke “Er det mig næste gang?”. Det føles så ubarmhjertigt og nådesløst at opleve gode, skønne kolleger, der blev afskediget, fordi firmaets økonomi sejler.
Da den tidligere regering besluttede at lave en ny uddannelse, FGU, som er for de 16-25 årige, der af den ene eller anden grund ikke er kommet i gang med en ungdomsuddannelse, og det ligeledes blev besluttet, at et vist antal VUC lærere skulle virksomhedsoverdrages til FGU, sagde jeg straks “ta’ mig, ta’ mig”.
Grunden til, at jeg sagde “ta’ mig, ta’ mig” er dels, at jeg på VUC temmelig sikkert ville stå forrest, når/hvis næste fyringshurlumhej kommer. Jeg er som bekendt i fleksjob – og en virksomhedsoverdragelse betyder, at jeg beholder mit fleksjob på den gamle ordning. Den gamle fleksjobsordning er vældig favorabel rent økonomisk i forhold til den nye fleksjobsordning.
Det var derfor i første omgang den økonomiske del af jobskiftet fra VUC til FGU (#forkortelseshelvede), der var udslagsgivende for mit jobskifte. Da skiftet var på plads omkring januar, begyndte tankerne at råbe “HA, hvad nu hvis du får arbejdsopgaver, som du overhovedet ikke kan finde ud af? Du får garanteret lortekolleger og en naziagtig chef, som ikke gider den handicappede! Tror du virkelig seriøst, at der bliver taget hensyn til de skånehensyn du har?” og så videre…
Jeg har gudskelov fået min kollega (som var tillidsmand på VUC) med fra VUC til FGU, og han har her i jobstartsperioden været en stor hjælp, når jeg har haft brug for lidt sparring og bremsning af dumme tanker. Blandt andet sagde han ja til at sidde med ved bordet, da jeg for tre uger siden havde indkaldt min chef, min socialrådgiver fra Scleroseforeningen, en fleksjobskonsulent som kender mig rigtig godt og som forstår min udfordringer rent jobmæssigt.
Dette møde gik over al forventning, og det viste sig naturligvis, at jeg da overhovedet ikke har en naziagtig forstander, men derimod en forstander, som virker til at forstå, hvordan han på de vilkår, der følger med mig, får den bedste arbejdskraft ud af mig, så både FGU og jeg får glæde af hinanden!
Jeg arbejder 13 timer i ugen, fordelt på tre dage. Jeg arbejder med det, som jeg kan lide og kan (i al ubeskedenhed naturligvis…) finde ud af, nemlig ordblinde elever, som skal have hjælp til at klare sig i en hverdag fuld af tekst og skriverier.
Og så har min kollega og jeg, som også er ordblindelærer, fået et stort kontor helt for os selv. Her er den ro, min hjerne byder mig for at kunne være effektiv. Jeg har en stor tryghed i at have hende som kollega, for udover at hun er vældig klog, så er hun også både rar og sjov. Og så henter hun min kaffe, mens jeg har blomster med til kontoret.
En anden af mine kolleger, Mie, er ret ferm til at hækle, og hun er gået helt amok, så nu render en stor del af mine kolleger rundt med en flot hæklet nøgleting rundt om halsen. Alle har de forskellige farver. Jeg valgte en gul, og søreme om ikke Mie opgraderede min til en gul med glimmer #fest. Det er den du kan se længere oppe i indlægget.
I torsdags ringede kommunens handicapdame fra jobcentret til mig. Jeg fortalte hende, at det er svært for mig at sidde på en almindelig kontorstol en hel dag, og at jeg har brug for at kunne stå ved mit hæve/sænkebord for ikke at gå til i stive spastiske ben. Hun var superflink og hjælpsom, så fredag kom en kommunemand med en ståstøttestol til mig. Stolen fungerer på den måde, at jeg kan hæve stolesædet, når jeg står, så røv og sæde passer sammen, også i stående position – og så kan stolen låses, så jeg ikke lander på gulvet! Fandme smart og fandme venligt af Haderslev kommune altså!
En del af mine andre kolleger er med fra VUC, men de andre kendte jeg i sagens natur ikke i forvejen, men hold nu op, de er alle godt selskab. Da det her er en helt ny uddannelse med helt nye kolleger, som kun har været sammen i en måned, så er der naturligvis frustrationer på grund af it, der (fucking) ikke virker, som det skal, undervisningsmaterialer der ikke er tilgængelige for os, samarbejder som skal finpudses. Ting tar’ tid, men den her skole skal vi sgu nok få styr på!!
Jeg glæder mig til i morgen, for så skal jeg på arbejde!
Bonusinfo: her er et link til mit nye arbejde på FGU, hvis du er blevet nysgerrig!
Ingen kommentarer