0 I Familieliv/ Fremhævet/ Hjælpemidler/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Every country has it’s magic – also Bali my friend! (værsjon 1)6 minutters læsning

Turen til Bali var mange ting!

Faktisk så mange ting, at det er irriterende svært for mig at komme i gang med at skrive om rejsen. Jeg kunne for eksempel skrive om hele rejsen i kronologisk rækkefølge – altså dag for dag, men hvis jeg gør det, så er mit bud, at 70% af jer er skredet, inden jeg er færdig. Men jeg bliver altså nødt til at fortælle om de første fire -fem dage i (nogenlunde) kronologisk rækkefølge, og jeg har valgt at give de første dage af rejsen hvert sit blogindlæg. Så er i advaret! Det bliver “Bali ud over det hele” herinde i den kommende tid!

Servicemeddelelse: For de af jer som lige nu sidder og overvejer at google “Hvor er Bali egentlig henne?” kan jeg fortælle, at Bali ligger sår’n cirka tre kænguruhop og en spytklat fra Australien i nordvestlig retning. Altså pænt langt væk fra Danmark og med en rejselængde på ca. ét døgn!

Og med denne serviceinfo har jeg blot at byde jer velkommen til familiens Holmboes Balitur (værsjon 1)

Fem Holmboere fra Haderslev mødte den 12. oktober op i lufthavnen i Billund, hvor vi spændte tjekkede vores fem spritnye containerstore kufferter ind og vinkede på gensyn til kufferterne på Bali. Vi syntes alle, at det var en virkelig smart idé at tjekke bagagen ind i Billund og ikke at skulle tænke på den, før vi når destinationen. Min svigerfar havde hjemmefra sørget for både dette og også for, at min kørestol stod klar ved alle de fly, vi skulle skifte videre til (tre styk, inden vi ramte Bali lufthavn). Det var supernemt og fungerede upåklageligt i alle lufthavnene. Udover at min kørestol stod klar, så fulgte der en lufthavnsmand med i handicappakken, så jeg blev fragtet afsted (helt uden at jeg skulle gøre noget som helst). Bedst af alt, så havde jeg Freja ved min side hele vejen, og vi kom hver gang ind i flyet som de allerførste #kongeligsombarefanden.

I Bangkok lufthavn havde Freja og jeg en skøn oplevelse, mens vi sad og ventede på resten af slænget, som jo både skulle stå i kø og selv finde vej! Vi faldt nemlig i snak med en vildt flink dame med langt vildt hår, løse farverige gevandter og et sprudlende humør. Hun spurgte os, hvor vi var på vej hen, og da vi sagde Bali, og jeg ganske uopfordret hev kortet frem med de fire steder vi skulle bo, lyste hun helt op og kom med lovprisninger om hvert sted. Jeg spurgte hende, hvad der var så specielt ved Bali (ja, jeg ved godt, der er gået en dybdeborende journalist tabt i mig…), og hun svarede prompte:

Every country has it’s magic! Bali is very speciel! Kindness is the magic of Bali.

Så slog hun blikket ned på min kørestol, mens hun lyttede til svaret på, hvad der var galt med mine ben. Den farverige dame smilede og forstod, og så fik hun mig faktisk til at tro på, at når jeg landede på Bali, så ville jeg slet ikke føle mig så handicappet, for folk ville gøre alt, hvad de kunne for at hjælpe mig.

Og hun havde helt ret, hende damen i lufthavnen med de flagrende skørter, som vi gav et knus og ønskede god rejse videre til Kina (som åbenbart ikke var så “magic”).

Resten af slænget (som bestod af Peters forældre, Peters bror og kone med deres fire unger og Peter, Jeppe og Hjalte) fandt Freja og jeg på en bænk, og så tog vi sammen ud på den sidste flyvetur fra Bangkok til Bali. Da vi landede i Bali lufthavn, var vi ret forhippede på at få vores kufferter fra det rullende og stuvende fulde bagagebånd, for efter ca et døgns rejse trængte vi voldsomt meget til at komme til hotellet, hoppe i poolen og så i seng!

Så der stod vi forventningsfulde ved bagagebåndet, hvor fire af vores kufferter så IKKE kom!

No shit!

Og her kommer så lige en serviceoplysning til, som mange af jer sikkert (og forhåbentlig) ikke ved! Det er  nemlig sådan, at når alle kufferter fra flyet er ude af flyet, hældt ind på bagagebåndet OG afhentet af de rejsende, så sætter personalet sådan en lille provokerende klods på båndet, hvor der står noget i retning af “Last luggage“. Denne klods fungerer som en stor stiv fuckfinger liggende dér på bagebåndet. Fornemmelsen var absolut den samme. Jeppe (der er fire meter høj) havde som den eneste af os fået sin kuffert, og med en benlængde, der bedst kan sammenlignes med stylter, var der ikke udsigt til at låne tøj af ham. Peter, der altid bevarer overblikket, (også når hans kone ligger i fosterstilling på bagagebåndet på Bali og bider i en “last luggageklods”, mens hendes blik flakker faretruende sammenbrudsagtigt) gik derfor op til en smilende lille dame, der sad bag et skrivebord. De to fik lynhurtigt nedbrudt sprogbarriererne, og i  fællesskab fandt de frem til, at vores kufferter var strandet i BILLUND. De havde altså aldrig forladt Danmark – sgu!

Vi måtte derfor tage afsted til hotellet uden sommertøj, men med lovning om, at kufferterne ville stå på vores hotel næste morgen. Og det gjorde de.

Se det er magi!

Og således slutter dette blogindlæg lykkeligt og fuld af god karma! Det næste blogindlæg kommer til at handle om dag to i Ubud, som er byen, hvor vi tilbragte de tre første dage på rejsen!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.