4 I Fremhævet/ Livet med sclerose

Hvem vil have en #undskyldcookie? Historien om et styrt…4 minutters læsning

I går faldt jeg på arbejde. Det er der som sådan ikke noget nyt i, men i går føltes alligevel anderledes. Jeg havde rejst mig fra kørestolen for at vralte hen til mit skrivebord, da min venstre fod hang fast i gulvtæppet, og jeg ramte gulvet temmelig uheldigt og vældig højlydt. Både min Ipad og min Iphone fløj ud af hænderne på mig, da jeg ramte gulvet.

Når man falder hårdt, ninjahurtigt og med høj lyd, så vækker man helt automatisk de kolleger, som sidder dybt koncentreret og læser/skriver. Således formåede jeg at vække tre af mine mandlige kolleger, som lynhurtigt stod klar til at hjælpe mig på benene igen og sikre sig, at jeg ikke var slået helt fordærvet.

Min veninde/kollega havde tilsyneladende også hørt råbet og det tilhørende bump, så hun kom ilende, rakte hænderne ned mod mig og fik mig hevet op til et langt knus, mens hun kyssede mig på kinden og sagde “fucklort“. Og det var lige præcis, hvad det var!

Mega fucklort!

For da jeg havde tørret øjnene for tårer, fandt jeg ud af, at jeg denne gang faktisk var faldet på en måde, så det gjorde ligeså ondt i min hofte, skulder og håndled, som det gjorde i flovheden! Og den var ellers ramt rent med en lige højre. De tre mandlige kolleger listede tilbage til hver deres skærm, og jeg slog røven i kørestolssædet og fulgtes med både mine to veninder/kolleger og klumpen i halsen hen og fik en kop kaffe.

Forskrækkelsen, flovheden over mit styrt og det ulykkelige i hele situationen fik tårerne til at trille irriterende længe. Faktisk så længe at en af de mandlige kolleger kom ud i kaffestuen og spurgte “Alt ok?“. Jeg nikkede, men han nåede at gå, inden han kunne høre mig sige “det må i altså undskylde ik?!”

Alle fortæller mig, at det ikke er flovt, og at jeg sgu da ihvertfald ikke skal undskylde for noget. Jeg ved godt, at de har ret allesammen, for det der styrtenoget er jo for pokker ikke noget jeg gør med vilje eller for at få opmærksomhed (der har jeg helt andre og sjovere strategier i brug (#klassensklovn). Det er bare så forbandet svært at overbevise min værdighed om, at jeg bare skal styrte løs uden at miste værdigheden. Jeg bruger irriterende meget energi på at tænke over, at mine kolleger forstyrres af styrtemokken og endnu værre bliver sat i en situation, hvor de skal forholde sig til mig og mine tårer..

Det er flovheden, der taler her!

For at komme min flovhed til livs og erstatte den med lidt sødt og noget at smile af, besluttede jeg mig i morges for at købe tre cookies i kantinen og give en til hver af de tre mandlige kolleger, der kom ilende i går. Den første mandlige kollega blev vældig overrasket, grinte lidt og sagde så “Det bliver sgu for dyrt for dig Charlotte! Men det er altså slet ikke nødvendigt, 1000 tak da“. Den anden mandlige kollega fattede ikke en skid af, at han skulle have en cookie, han virkede nærmest til at have glemt mit styrt, som stadig fylder alt for meget for mig. Den tredie mandlige kollega kunne jeg ikke finde (og ja! jeg ledte faktisk), så den spiste jeg selv sammen med mandlig kollega nummer to, som godt kunne lide min måde at sige undskyld på.

Krummerne fra #UndskyldCookies

Jeg har det meget bedre i flovheden her til aften – faktisk gør det næsten ikke ondt mere. Jeg tror, det skyldes min idé med kagerne, og at alle på mit arbejde med al tydelighed viser, at de er skideligeglad med, at jeg ligger på gulvet og spræller engang imellem. Min krop derimod gør ondt (ret ondt), og min skulder er blå. Det går over, og jeg bliver ensfarvet igen!

Ingen skal sige, at jeg er den kedelige forudsigelige kollega! Så får de fandme en undskyldcookie!

Måske vil du også synes om

4 Kommentarer

  • Send svar
    Käte Flindt
    14. september 2018 kl. 21:56

    Kære Charlotte,
    Øv med fald. Håber at du er ok. Kender det desværre kun alt for godt. Det er det VIGTIGSTE jeg øver til min træning: Hvordan undgår jeg fald? Tak for tippet om #undskyldcookie. Hatten af for dit bageri 👍🏻🍰Nyd weekenden😊❤️Knus Käte

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      15. september 2018 kl. 8:51

      Kære Käte, ja det var lidt øv, men jeg er helt OK. Jeg kan mærke hvilken del af kroppen, der tog tog fra i styrtet, men det vigtigste er at flovhedsdelen hurtigt gik væk. Velbekomme mht tippet om #undskyldcookies, det var i al ubeskedenhed ret smart, så jeg er glad for at tippet kan bruges (selvom jeg virkelig ikke håber, at det bliver nødvendigt 😉 God weekend til dig
      kh Charlotte

  • Send svar
    Mette Bechmann Laursen
    16. september 2018 kl. 1:40

    Hej Charlotte.

    Meget inspirerende indlæg, især din måde at tackle situationen på.

    Det får mig til at tænke……jeg har hørt og læst lignende før, altså ikke kun om fald, men det at man bagefter er flov og undskylder. Er det en hunkønsting, at man bliver flov, er det en del af sygdommen? Hvad i alverden skyldes det, at et symptom, som er en følge af en sygdom, man ikke selv har bedt om, gør en flov? Jeg har kun hørt og læst om det fra kvinder. Bliver de nemmere flove, eller er de bare ærlige omkring deres følelser?

    Jeg har ikke skrevet ovenstående, for at du nødvendigvis skal svare på det, men dit indlæg gav, som så ofte før stof til eftertanke, og jeg kunne ikke lade være med at slippe nogle af mine egne tanker og spørgsmål løs.

    Dejligt, du er på banen igen. Du skal vide, at din blog ofte er terapi og stof til eftertanke for mig. Tak.

    De kærligste hilsener
    Mette

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      27. september 2018 kl. 21:12

      Kære Mette
      Det var da nogle virkelig interessant spørgsmål at stille! Med hensyn til flovheden over at falde, så tror jeg at det er den akavede opmærksomhed det giver fra mine omgivelser. Alle reagerer jo meget naturligt med at fare hen til en (som jeg også selv ville gøre), mens man ligger og prøver at spille usynlig…

      Jeg har tænkt og tænkt over det du skriver med om kvinder bliver mere flove end mænd, når de styrter. Jeg ved det sgu ikke… Mange mænd har måske bare et større usårlighedsskjold end kvinder. De er med andre ord måske bedre til at ryste oplevelsen af sig og sige “sgu helvede pis” højt, rette ryggen og fortsætte uanfægtet. Igen – jeg ved det ikke!

      Men jeg ved at jeg vil spørge nogle af de mænd jeg kender! 1000 tak Mette for at sætte tingene i perspektiv og tankerne i omdrejninger. Bliv endelig ved :-*

    Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.