8 I Fremhævet/ Godt at vide om sclerose/ Livet med sclerose/ Muligheder

Mit besøg hos psykologen8 minutters læsning

For en uges tid siden var jeg hos psykolog. En del af jer kan sikkert huske, at jeg i et tidligere indlæg fortalte, at jeg havde valgt at kontakte en psykolog, fordi jeg oplever, at min vrede og modløshed over at blive mere og mere handicappet fylder for meget i en hverdag, som jo egentlig fortjener et andet fokus end grumsede tanker om sclerosens indtog på min førlighed.

Psykologen tog smilende imod mig, mens hendes lille hund tydeligvis godkendte både min duft af nervøsitet og skrøbelig ubehag. Jeg sagde ja tak til kaffe, og mens hun hentede krus og kogende vand, kastede jeg min skrællede sjæl og  nussende højrehånd over Lille Hund. Jeg nåede at overveje, om jeg bare skulle fortælle psykologen, når hun kom tilbage, at det faktisk allerede havde hjulpet mig meget at snakke lidt med hendes hund, så tak for hjælpen og fortsat god dag…

Men så kom hun ind med krus og kogende vand og satte sig ned, mens hun sendte Lille Hund i kurven…

Jeg var der i en time, og kan naturligvis hverken huske alt klart eller gengive alt, hvad vi talte om. Det ville såmænd også blive et ualmindeligt langt indlæg, hvis alle mellemregningerne skulle med, . Faktisk så har jeg været meget i tvivl om det overhovedet giver mening at dele det, som jeg talte med psykologen om. Jeg har dog valgt at gøre forsøget, for det er min overbevisning, at rigtig mange af de tanker jeg har og det jeg oplever vækker genklang hos andre med sclerose eller en anden kronisk sygdom.

Så!

Psykologen bad mig indledningsvis om at fortælle lidt om, hvorfor jeg var kommet til hende. Jeg fortalte, at jeg går rundt i en tilstand af indebrændt vrede, og at jeg oplever, at jeg bliver tiltagende misundelig på mennesker – både fremmede og dem jeg kender – som kan “det hele”. Jeg fortalte, at meget af min misundelse består i, at jeg føler at jeg uretmæssigt bliver frataget at kunne deltage på lige vilkår eller bare deltage i det hele taget, fordi min krop svigter mere og mere. Og at det gør mig ked af det på en måde, jeg har svært ved at forklare eller erkende.

Jeg græd lidt, mens jeg sagde alt det, og så fortalte jeg videre, at den identitet jeg havde engang som lærer smuldrer i takt med at min svigtende koncentration, overblik og træthed dominerer min hverdag. Jeg fortalte også, at jeg fandme gør alt, hvad jeg kan for at min lortekrop skal bevare sine funktioner. Og at jeg er led og ked af, at ligemeget hvor tit jeg træner, hvor mange kropsbårne hjælpemidler, som jeg plastrer på min krop og hvor meget jeg knokler for at bevare min efterhånden begrænsede førlighed, så går det med lynets hast den forkerte vej. “Og…” sagde jeg, da jeg havde tørret øjnene med endnu en af hendes papirståreservietter, “så er jeg så spændt i min krop helt op i kæberne, at jeg spiser migrænepiller, som andre mennesker spiser chokolade. Om natten kan jeg vågne ved at jeg næsten ikke kan åbne munden, fordi jeg bider så hårdt sammen. Det er jo helt galt altså”.

Jeg fortalte også, at jeg altid har været enormt god til at bruge mit krudt på ikke at tænke på fremtiden, for den kan man jo ikke spå om, men at jeg, i hast med, at jeg nu ikke kan gå mere end 100 meter på en god dag (med rollator), og at trapper for mig svarer til bjergbestigning for raske mennesker, er begyndt at udvikle dommedagsvarsler om fremtiden. En fremtid som indeholder nye kapitler i vores familie. Helt konkret så har vi Freja som inden længe flytter til en større by, hvor hun måske skal bo på 4. sal uden elevator. Og tanker om at  jeg bare så gerne ville have været en bedstemor, som kan trille en tur med barnevognen, og at jeg nogle gange ikke kan se meget andet end sorg over begrænsninger, som aldrig stopper! Alle mine tanker om fremtiden er, som du kan læse, meget konkrete og det giver et ondt sug i maven, når jeg giver mig selv lov til at tænke dem og reagere på dem.

Psykologen fortalte, at jeg faktisk reagerer helt normalt i forhold til, at jeg har en kronisk sygdom, som tiltagende handicapper mig uden udsigt til at jeg kan ændre på det, og at min reaktion minder meget om dem som har posttraumatisk stress. Hun nævnte min korte lunte, problemer med at overskue, min irritabilitet som pludselig overmander mig, kombineret med de spændinger jeg har i kroppen, som føles som om jeg aldrig slapper helt af.

Og så sagde hun, at hun faktisk nødig ville være min krop. Den får så meget skæld ud af mig, og jeg behandler den meget lidt anerkendende, men hundser konstant med den og håner den for ikke at klare sig på de (u)lige vilkår, jeg giver den. Hun sagde noget i retning af, at det jo ikke er min krops skyld, at jeg er handicappet, men at skylden skal tildeles den sygdom, som har ramt den. Jeg har efterfølgende tænkt, at min krop jo ikke har haft en levende chance for at gøre noget rigtigt, når kampen hele tiden har været to mod en, hvor  jeg ubevidst og fejlagtigt har rottet mig sammen med sclerosen. Stakkels stakkels krop…

Psykologen og jeg talte om at acceptere sit livsvilkår, som jo i mit tilfælde er, at jeg er ret handicappet i både hjerne og krop. Jeg fortalte hende, at jeg ikke så meget er typen, der kan sætte mig ned og acceptere, at jeg føler at min krop visner – ihvertfald ikke uden kamp. Hun lod mig tale ud og sagde så noget i retning af, at accept ikke er en følelse, men derimod en handling! At jeg skal omfavne og behandle min krop med værdighed. Min krop som jo egentlig klarer det virkelig flot med de vilkår, den bliver stillet, både i forhold til sygdommen og også min nedværdigende behandling af den.

Accept kræver altså handling!

Accept af sclerosen skal (for mig) være at behandle min krop mere anerkendende og med berettiget kærlighed. At holde de pauser, min krop har brug for istedet for at tæske den til at blive ved. Accept af mit vilkår må også være at sætte mig i den kørestol, som kan give mig oplevelserne, som jeg nødig vil undvære, og så æde det faktum, at jeg er nødt til at kigge op, når jeg skal tale med folk. Accept bliver at lade være med at tale fjollet og vittigt om min sygdom for at gå efter de billige grin på min krops bekostning. Hvis nogen gør, hvad de kan (læs: kroppen), er det da frygteligt at blive gjort grin med i fuld offentlighed. Allervigtigst for accepten af min sygdom, er at jeg for alvor og helhjertet for pokker begynder at bede om den hjælp, som jeg har brug for.

En hjælp som folk på arbejde, venner og min betænksomme familie herhjemme står i kø for at give mig, fordi det også gør deres hverdag nemmere. En hjælp, der vil betyde, at jeg  kan bruge mit krudt på at være med mere end at være i vejen, fordi jeg har travlt med at kæmpe en opslidende og ensom kamp mod min krop, min sygdom og mit livsvilkår.

Jeg er derfor begyndt at skrive min egen lille liste hver dag, hvor jeg noterer, hvad min krop er lykkes med, og hvad jeg har bedt om hjælp til. Meget konkret og virkelig meget en hjælp i min proces med at acceptere og favne mit handicap.

Jeg håber inderligt, at det her indlæg gav bare lidt mening, og du må virkelig gerne bidrage med dine egne erfaringer om at acceptere kronisk sygdom eller bare accept af ændrede livsvilkår.

Tak fordi du læste med! Jeg sætter stor pris på det!

Måske vil du også synes om

8 Kommentarer

  • Send svar
    Mette Bechmann Laursen
    30. juni 2018 kl. 17:48

    Kære Charlotte.

    Det giver MEGET mening!
    Både hvad psykologen har sagt
    Og hvad du har tænkt og foretager dig herefter
    Det giver mening for dig, men hjælper også mig at læse, hvad du skriver.
    De er slet ikke så tossede, de psykologer 😉

    Hilsen Mette

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      30. juni 2018 kl. 21:38

      Hej Mette, jeg er rigtig glad for at blogindlægget giver mening for dig. Det var et hårdt men ualmindelig godt møde med psykologen. Jeg kunne mærke t vi talte samme sprog og at hun vidste, hvad hun tale om. Du har ret, de der psykologer er ikke så tossede 😉 kh Charlotte

  • Send svar
    Yvonne
    30. juni 2018 kl. 19:22

    Kære Charlotte
    Hold da op , det er sådan det er. Det bliver mit nye mantra at behandle kroppen som psykologen sagde. Det giver mening ikke at lade (angst,vrede) fylde for meget.
    Jeg mødte en med clerose i Portugal , han sad i kørestol. Efter nogle timer spurgte jeg ham hvorfor han ikke tog billeder. Han kikkede smører på mig og sagde. Hvor mange numser vil du selv se på fra en ferie. Stort smil

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      30. juni 2018 kl. 21:41

      Jeg tror du gør noget både klogt og fornuftigt ved at behandle din krop som en ven, der har brug for din hjælp. Jeg er vild med manden, du mødte i portugal. Det er nemlig sådan det er. En hel ferie med billeder af numser ha ha ha

      tak for grin og historien

      kh Charlotte

  • Send svar
    Lone Wegener
    30. juni 2018 kl. 19:48

    Kære Charlotte, tak fordi du har ordet i din magt. Tak fordi du deler din oplevelse. Tak fordi du gav os “kroppen uden skyld”. Jeg tog min kørestol i brug indenfor i dag for at aflaste min krop lidt, men guderne skal vide at der kørte et mylder af tanker samtidig (skam, skræk, sorg m.m.). Jeg fik samtidig øje på min genbo, der bare gik ubekymret ind og ud af sit hus, og jeg blev helt vildt ked af det. Det kræver eddermaneme balls at have den her sygdom. Tak igen, vi kæmper hver vores kamp med den svære accept. Kh Lone

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      30. juni 2018 kl. 21:43

      Kroppen uden skyld! Det var dog et fantastisk udtryk. Tak for det Lone, det vil je gemme i min mappe med ord til blogindlæg 🙂 Tillykke til dig, fordi du mærkede efter hvad din krop havde brug for i dag! Jeg kender godt den følelse af ked af dethed, når jeg ser naboerne slendre rundt nede på vejen :-/ Men accept accept accept er vejen frem 🙂

      kh Charlotte

  • Send svar
    Bruno Andreassen
    30. juni 2018 kl. 20:05

    Tak Charlotte, det er sådan det er !! k.h Bruno

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      30. juni 2018 kl. 21:45

      Hej Bruno
      Det er det nemlig, og jeg ved at du også kæmper alt hvad du har lært 🙂

      kh Charlotte

    Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.