0 I Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

(K)ærlighed fremfor alt

Det der med ærlighed, som jeg har skrevet så meget om ik?! Indrømmet, jeg er ikke helt nået i mål med det endnu. Altså, jeg er blevet bedre. Det er jeg! Og jeg øver mig hele tiden på at blive endnu bedre. Det er især på arbejde, at jeg er en skovl til det der ærlighedspis. Jeg er en mester i at køre arbejdsdagen ind med partyversionen, hvor jeg kan optræde lidt med mine slatne ben og visne hjerne.

Jeg har mange kolleger, for det er en stor arbejdsplads. Den er faktisk så stor med så mange folk, der har travlt med hver sit, at en stor del af dem helt sikkkert ikke kender mit navn og ligeså sikkert også er ligeglade. Men hey, de ved alle, at jeg er “hende med rollatoren og kørestolen“, og at jeg er den bedste af alle til at smide om mig med kaffen. En del har da også givet en hånd med, når der skulle tørres op. Det tæller også!

Jeg har så også en del kolleger, som kender mig for andet og mere end den spildte kaffe og “dagens hjælpemiddel”. Det er dem, som kender mine styrker og skånehensyn. Det er dem, jeg nogle gange prøver at køre partyversionen af på, når de formaster sig til at spørge “hvordan går det med dig, Charlotte”, når jeg kommer trillende i min kørestol. “jo jo det “går” da meget godt såmænd hø hø” og så hurtigt videre til noget sjovere at tale om!

Endelig har jeg nogle få kolleger, som kender mig bedre end de fleste, og som jeg omgås med både på job og privat. De er blevet meget mere end kolleger. De er blevet veninder! For dem er partyversionens dumme platte snak mest bare et signal til dem om, at jeg ikke er helt på toppen. De ser mig og kender mig så godt, at de ikke falder for de billige partytricks, som jeg ellers er ret hardcore til at udføre. De ved også, at både skæld ud og ynk preller af på mig. Det problem løste min ene kollega/veninde Lise for nogle uger siden ved at sætte en lille gul seddel på sin skærm. Ros har jeg det nemlig helt anderledes med åbenbart!

På sedlen står der “CHH har været dygtig” (CHH er så i al ubeskedenhed mig).

Lise holder nøje regnskab og sætter en streg, hver gang CHH har været dygtig, for hun ved hvor svært, det er for mig at bede om hjælp, når mine kræfter slipper op, eller når min hjerne har brug for fem minutters pause. Jeg har flere gange taget mig selv i at jeg skal huske at have en streg hos Lise, når jeg har spurgt om hjælp eller mærket efter og har sagt nej til en uoverskuelig opgave. Så voksen og moden er jeg nemlig! Lise er også hende, som kommer med blomster til mig, bare fordi…

Den opmærksomme læser har i tidligere indlæg stiftet bekendtskab med min øl-veninde. Min øl-veninde er også min kollega, navnesøster og medsammensvorne, når der en gang om ugen skal drikkes øl enten på stranden eller i glashuset. Jeg vil ikke undvære det for noget, for vi får snakket om alt, grint, tænkt os om, spildt tiden og set både tilbage og endnu mere frem.

Min teamkollega og veninde, Susanne, er den mest af alle. Susanne er stjerneklog og overskudsagtig, og så hun kan få alt det, som jeg er usikker på, til at virke som om, at jeg selv løser gåden. Det er fandeme et talent at have altså. Hun er også den, som husker at spørge, om jeg skal med til frokost, og om jeg har haft en dejlig weekend. Og så er hun den som jeg har arbejdet længst tid sammen med, og som jeg beundrer mest på min arbejdsplads for hendes tilgang til kursisterne.

ps. Dette er ikke et sponsoreret indlæg, selvom jeg da regner med at mindst én af de tre omtalte kolleger/veninder byder mig frokost i morgen (det skulle da bare mangle  ik?!)

pps. Nu skrev jeg godt nok længere oppe, at mange af mine kolleger ikke kender mit navn. Vi har lige fået ny direktør, og han ved så hvem jeg er! “Hvordan har han kunnet nå at hilse på dig, når du kun er der 13 timer om ugen Charlotte?“, tænker du nok. Det skal jeg fortælle dig!

For en uge siden parkerer han nemlig ved siden af mig og vi følges ind på skolen. Han kan ikke undgå at se, at jeg går som en fuld gås, som har tyndskid, og siger derfor retorisk “Nåh for søren, du halter da lidt hva?!” jeg svarer som jeg plejer, “Ja såmænd. Jeg har sår’n noget slerosehall….

SLAM

Jeg når ikke at sige mere, for så brager glasdøren, som åbner og lukker automatisk ind i siden på mig, og jeg rammer vist nok chefen lidt med min stok samtidig med at jeg hiver ham i armen, så døren også rammer ham.

Sååh… Hej Asbjørn, tillykke med stillingen og velkommen til VUC! Jeg hedder forresten Charlotte, og er hende den handicappede. Vi ses!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar