[dropcap]S[/dropcap]idste uge var pænt meget op ad bakke på hundefronten herhjemme. Den gamle hanhund ville ikke spise, drikke eller sågar rejse sig for at gå en tur. Han trak vejret anstrengt og alt for hurtigt. Faktisk så hurtigt, at jeg var virkelig bekymret og ked af det. Dyrlægen var ikke så bekymret som jeg, og han sendte os hjem igen med en masse piller og beskeden om, at hanhunden nok skulle blive frisk igen.
Og det er han lige så stille ved at være. Han opfører sig ihvertfald igen som vi kender ham, og i går tog Freja og jeg i skoven med rovdyret, så han også kunne nyde solen og lugten af natur. Jeg ved godt, at en hund som med alt for hastige skridt nærmer sig 11 år, ikke just har de bedste år foran sig, men det fortrænger jeg big time lige nu og nyder bare, at der kun var tale om en dum lungebetændelse, der kunne helbredes.
I dag har været god, både på hundefronten og på sovelænge fronten. Jeppe og Peter tog i formiddags til basketkamp, Hjalte og Freja tøffede rundt i nattøj og så kom min mor pludselig på visit. Hun havde hele bagagerummet fuld af pyntgrønt til mine krukker ved hoveddøren. Sofus trissede (som han plejer) rundt om min mor, mens hun årtidssyslede i min forhave. Eller det gjorde han ihvertfald lige indtil min mor meget bestemt kiggede på ham og sagde: “Sofus, du skal altså gå ind nu! Du er syg, og det dur ikke, hvis du fryser herude“. Okay så…
#pelsdyrfryserikke
Mens min mor ordnede have og krukker, lavede jeg kaffe og tørrede appelsinskiver i ovnen, fordi lige om lidt er det jul. Jeg lavede faktisk også konfekt, men det vil jeg ikke blære mig med i det her indlæg, for det fortjener et indlæg helt for sig selv. Bedst som jeg stod med chokolade og konfekt ud over det hele i køkkenet, ankom min morbror med kram og sin mobiltelefon.
Da han havde fået sig viklet sig ud af mit kram, stilede han ind på Hjaltes værelse for at bede om hjælp til det der SMS noget. Han kunne ikke huske, hvordan han gjorde, og hvem er bedre at spørge end en tålmodig 13 årig, der hjertens gerne ville hjælpe den gamle mand med telefonudfordringen. Nu kan alle i familien atter sende en SMS, og jeg har indtil videre modtaget lige tilpas mange fra min morbror, hvor han blot skriver “hej”. 
Øvelse gør mester!
Og det bringer mig helt naturligt videre til føljetonen om min fremtid som strikkekone. Er du svimmel mand, hvor jeg strikker og strikker. Jeg er næsten halvvejs med min karklud nummer to. Den er pink og strikket i perlestrik! Det betyder, at jeg sidder og hvisker “en reeeet og en vraaang“. Jeg har ikke lavet mange fejl undervejs, og jeg har endda også haft tid til at regne ud, hvad én hjemmestrikket karklud ville komme til at koste, hvis jeg tog mig en timeløn på 100 kroner!
Du kan godt begynde at spare sammen, for et stk karklud fra min langsomme hånd ville i så fald løbe op i 1.200 kroner, men så får du også skønhedsfejlene med gratis.
I morgen har jeg fri (når jeg har været inde at træne), og så skal der pyntes til jul og strikkes perlestrik!
Ingen kommentarer