0 I Livet med sclerose/ Rettigheder

Stem på tirsdag (eller jeg sender en rocker)!Ca. 6 minutters læsning

På tirsdag skal der stemmes til det her kommunevalg (og for den sags skyld også til regionsrådet), som vi jo på demokratisk vis opfordres til at gøre hvert 4. år. Jeg ved godt, at du skal bevæge dig hen i din lokale ildelugtende sportshal, forsamlingshuset eller den mørke aula på den lokale skole for at sætte dit kryds. Og jeg ved også godt, at det sikkert regner på tirsdag, kaffen bliver kold og du skal stå i kø med din åndssvage nabo! Men gør det!

Stem!

Det er nemlig ikke ligegyldigt! Det er aldrig ligegyldigt, for hvis du vælger at gøre din stemme gældende med et kryds:

  • undgår du at jeg sender en rocker med hår på ryggen, som med få ord og store armbevægelser vil forklare dig, hvorfor du på ingen måde har ret til at  brokke dig over valgresultatet, når du ikke gjort din stemme gældende!
  • er du med til at bestemme, hvordan din kommune skal styres de næste fire år. Med andre ord kan du med et enkelt kryds (det rigtige sted for dig) være med til at få indflydelse på din egen hverdag.
  • kan du være sikker på, at ikke alt hvad du ønsker skal du få. Men omvendt får du absolut ingenting, hvis du kun lader din veninde, nabo, kollega eller kone stemme på det “forkerte parti”.

Der er mange ting ved det her kommunalvalg, som jeg har svært ved. Allermest stramt har jeg det med valgplakaterne. Der er alt for mange! Og alt for mange af de samme! Der er ikke en eneste af plakaterne, som gør mig interesseret og nysgerrig i at vide mere om den enkeltes politik. Da jeg i dag på vej til Århus sad og øffede lidt over det, sagde Peter, at han havde hørt, at Michael Schøtt (der er en intelligent komiker) havde foreslået, at alle valgplakaterne skulle blive hængende efter valget, og når den enkelte politiker så ikke holdt hvad han/hun havde lovet, så skulle man pille den pågældende valgplakat ned. Fandme smart altså! Dem der hænger tilbage, ville så være de mest troværdige og værd at stemme på til næste kommunalvalg!! Jeg er fan!

Og apropos troværdighed, så bringer det mig faktisk videre til at fortælle, hvem jeg har valgt at give min stemme til dette kommunalvalg – og ikke mindst hvorfor. Også selv om i ikke skulle spørge fra nogen…

Med tanke på at det netop er ved kommunevalget, at jeg har allerstørst mulighed for at gøre min indflydelse gældende, har jeg denne gang valgt at stemme på Bo Morthorst fra Socialdemokratiet. Bo er den byrådspolitiker, jeg ringede til den 31. august, da jeg var ved at gå helt op i limningen over ikke at føle mig hørt eller forstået af Haderslev kommunes visitation. Bo ville rigtig gerne mødes med mig og høre, hvad problemet/problemerne var. Efter et langt møde, som jeg tog fra med nogle gode råd, en plan og ikke mindst følelsen af at blive hørt, havde jeg mod på at fortsætte min kamp for at få dem i tale hos Haderslev kommune, som kan ændre tingene for mig og andre syge borgere.

Jeg oplevede lige fra mit første møde med Bo Morthorst en vidende, lyttende og meget engageret politiker, som greb det hele an på en meget ordentlig og konstruktiv måde. I mit møde med alle de andre involverede parter/politikere efterfølgende i alt det her visitationsbøvl, hvor jeg har nævnt Bo, er det ord som “ordentlighed“, “handling” og “samarbejde på tværs af partierne“, der går igen, når de taler om ham.

Jeg kan virkelig godt lide handling, ordentlighed og samarbejde! Især i politik!

Det er nemlig skide svært at bede om hjælp, når man allermest har brug for den og det hele spidser til. Hvem kan jeg bede om hjælp inde på kommunen? Bliver jeg mon opfattet som et irriterende borgerbrokkehoved? Er jeg overhovedet handicappet nok til at bede om hjælp? Hvad kan politikerne overhovedet hjælpe mig med? Der er mange spørgsmål, og kommunen er så brun og stor. Telefonen føles så tonstung, når jeg skal ringe første gang… Og ved du hvad? jeg venter bare til i morgen med at gøre noget!!!

Sådan går dagene, og maven snører sig mere og mere sammen, indtil den dag, hvor man endelig ringer til en af de folkevalgte byrådspolitkere. Jeg fik den rette hjælp af den rette politiker. Det er jeg sikker på, at du også kan, når du får brug for en hjælpende hånd eller et råd. Det er jo faktisk os, der ansætter de politikere, som kommer i byrådet. Altså hvis vi stemmer – og det gør vi!!

For at vise min taknemmelighed, bagte Hjalte og jeg en kage i går formiddags. Det var en gulerodskage, som jeg pyntede med lækker ostecreme og pyntede med rød glasur. Det var en kage til den politiker, som har hjulpet mig og lyttet til mine udfordringer med visitationen. Den var til Bo Morthorst, som inde på sin Facebookprofil efterfølgende skrev:

Borgere med handicap skal ikke bruge deres energi på kommunen , men på at leve deres liv! Kagen har jeg lige fået af en dejlig dame med et handicap som jeg har hjulpet. Jeg bliver helt rørt og tak!!!

Tak for hjælpen Bo! Og til Jer som bor i Haderslev Kommune og som ønsker en god socialdemokrat i byrådet, der tager borgerne alvorligt, også (især) når du er syg og har brug for hjælp, så er Bo Morthorst IKKE et skidt valg. Men stem på, hvem du vil – bare stem. Også hvis du er helt blank, for man kan også stemme blankt, og det er faktisk bedre end at blive hjemme i sofaen med varm kaffe!

ps. Bo Morthorst aner ikke, jeg skriver det her indlæg, og jeg får altså ikke resten af hans uddelings røde roser for at skrive noget som helst pænt om nogen. Hvis du altså skulle spørge fra nogen.

 

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.