0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Hverdag er…

Skolestart

Altså jeg troede, at jeg havde styr på det! Jeg forberedte mig ihvertfald røven ud af bukserne på skolestart. Derfor brugte jeg da også i sidste weekend virkelig lang tid på at bage boller, piroger og pølsehorn. Mens madpakkerne bagte sig selv i ovnen, vaskede jeg tøj, hang tøj op udenfor, strøg tøj og lagde sågar også tøj sammen. Virkelig meget tøj!

Og så sluttede jeg søndagen af med at sige: “Hold nu OP med at brokke jer drenge! Det bliver da fedt at se vennerne igen efter en lang ferie, og Hjalte, du skal jo ovenikøbet begynde at gå til præst“.

“Og du skal ovenikøbet begynde at gå til præst, Hjalte!” Argh… (idiotmor!)

Jeg kunne ligeså godt have sagt “Og Hjalte, du skal ovenikøbet møde i skole hver dag kl. 6.30 i regnvejr uden madpakke og endda i bar røv jo“.

En fast ugentlig aftale med en præst, kan jeg tydeligvis ikke lokke med, men det er sgu svært at finde noget at lokke med, for at mine drenge i 8. og 9. klasse ser fordelen ved at stå op kl. 6.30, tage tøj på fra morgenstunden, transportere sig fem kilometer i skole for at sidde på en stol i et lokale sammen med 22 andre ligesindede, mens en voksen fra første dag i skolen taler stolpe op og stolpe ned om prøver, karakterer og at “det er nu, i skal vise os, hvad i kan, så i kan blive til noget!“.

Og så er der lektierne! Lektier der herhjemme skal ordnes, inden man skal på fritidsarbejde, til basketball, til trommer, til guitar og ikke mindst slappe af foran computerskærmen Netflix eller vennerne.

Freja, hun er begyndt i 3. g. Og hun er bare så glad. Glad for sine venner, sine lærere, sine fag. Og lektierne, de er jo bare en del af livet ik?!

At huske det hele!

Når den bedste sommerferie i hele verden lige er slut, så kræver det virkelig gode gribeevner for at fange alle de der bolde fyldt med hverdag, som pludselig flyver om ørerne på os herhjemme.

Den er bare kommet tromlende ind over os Holmboere i år ved at fylde alt for mange timer ud med alt for mange ting, som ikke minder særlig meget om stille feriesysler. Vores kalender med hverdagsaftaler bugner, og kan virkelig snart ikke proppes med mere. Men vi finder ud af det. Ingen tvivl om det. Det gør man jo med hverdagen… Finder ud af det, og alle herhjemme er gode til at “tage noget af sig selv“, så vi ikke kun slider en generation op ad gangen.

Vores første uge i hverdagsmaskinen 17/18 begyndte jo for alvor mandag morgen, og jeg må sande, at kunsten at huske det hele kan være svær! Jeg havde lovet at køre alle unger i skole. Alle under 18 var derfor på vej ud i Berlingoen, mens jeg hentede mine bilnøgler og opdager en skoletaske smidt i køkkenet, som vist gerne ville med Hjalte i skole.

Nååååh ups! Argh detalje…” var Hjaltes grinende svar, da jeg retorisk og lidt surt spurgte, om han mente at have alt med i skole! Så var skoleåret 17/18 ligesom skudt i gang!

Vi fortsatte så stilen med at glemme noget torsdag morgen, da jeg skulle køre Hjalte til skoletandlæge. Planen var at aflevere de to store i henholdsvis 9. klasse og gymnasiet, og så ville Hjalte og jeg fortsætte til tandlægen. Som sagt så gjort! Men med den lille afvigelse, at Hjalte stiger ud af bilen sammen med Jeppe (som han plejer) og jeg siger “mojn” og “jeg elsker jer” (som jeg plejer)!

Da Freja og jeg når gymnasiet, spørger Freja, om Hjalte og jeg egentlig ikke skulle til tandlæge?! For fisen da også…

I det samme ringer Hjalte og meddeler, at han venter på mig på parkeringspladsen. Vi nåede tandlægen, og der var ingen huller! Kun i hukommelsen…

Træning

Jeg mærker ret meget til min krop her efter ferien. Ikke så meget fordi min krop opfører sig mere åndssvagt end den plejer, men simpelthen fordi jeg her efter ferien har besluttet mig for at styrke- og balancetræne tre gange om ugen. Det er jeg nødt til. Ikke for at få en spændstig stram røv og markerede muskler (selvom det da absolut ville være en ønskelig bivirkning), men simpelthen for at holde mine tynde stive ødelagte stænger stærke, så de vil gå og mine arme stærke nok til at være i stand til at løfte ting og vaske mit eget hår. Jeg gør det i forsøget på at udsætte tabet af min førlighed.

To dage om ugen er det sammen med min fantastiske fysioterapeut, hvis kompetencer og evner til både at heppe og udfordre mig er en kæmpe motivation og helt uundværlig for mig. Jeg er her efter ferien så øm i alle muskler i hele min krop – også de muskler, som jeg slet ikke vidste jeg havde. Det føles helt rigtigt og giver mig i den grad sparket til at blive ved. Også selv om min arbejdsdag til tider må foregå i kørestol så.

Og her vil jeg da så lige i ubeskedenhedens kvalmende navn indskyde, at jeg faktisk stadig er i stand til at tage 120 kg i benpres.

#jeSuisRambo

Hverken min fysioterapeut eller jeg fatter en bjælde af, hvordan mine tynde uregerlige stænger gør det, når vi samtidig kan konstatere, at jeg ikke kan bøje mit venstreben, styre min gang og overstrækker i knæet konstant. Men ikke alt behøver at kunne forklares med logik. Så længe, at jeg kan mærke, at 120 kg i benpres er motivation nok for mig til at blive ved. Især på de dage, hvor jeg næsten ikke kan slæbe mig afsted til træning og endnu mindre på arbejde bagefter.

I onsdags begyndte jeg ENDELIG til handicapridning igen efter en lang sommerferiepause.  Det var skønt at se min ridefys igen, og også at blive præsenteret for “min” nye hest, som både er ret smuk og meget rolig. Jeg tror faktisk allerede, at vi er blevet venner. Den indvilligede ihvertfald i at trave med mig uden at smide mig af! Og vi red i så meget solskin, at man skulle tro, det var sensommer i Danmark. Det er fedt at vide, at det er muligt at træne både muskler og i særdeleshed få udfordret balancen, samtidig med at jeg kan sidde på ryggen af en varm hest. Og så er det lidt ligemeget, at jeg havde så ondt i mine “ridemuskler”, at jeg næsten ikke kunne sidde ned på arbejde i torsdags.

Jeg er meget bevidst om, at jeg bruger meget tid og rigtig mange kræfter på at træne. Men da jeg efter sidste besøg hos neurologen foråret fik beskeden om, at jeg nu er sekundær progressiv, og at min træning er den bedste medicin for at passe på min krop, er der ikke rigtig noget alternativ. Følelsen af selv at gøre noget aktivt for (måske) at kunne blive ved med at gå må gerne fylde i hverdagen, og det må det boost som humøret får af træning også.

små gode ting

I dag er det lørdag. Den første hverdagslørdag i det nye skoleår, og om lidt kører Jeppe og jeg hjem til Elin på plejehjemmet for at tjekke, om hun stadig holder ferie, eller om hun er kommet godt i gang med hverdagen. Én ting ved jeg, og det er at hun stensikkert giver et glas portvin, mens Jeppe lærer hende lidt om Skype, Youtube og mails.

God weekend!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar