1 I Fremhævet/ Livet med sclerose

Ingen kender dagen før… værsjon 2

Jeg var faktisk hverken gnaven eller opgivende, da jeg vågnede klokken 7 i morges. Men det skal jeg da lige love for, at jeg fik rådet bod på i løbet af ingen tid. Min dropfodsstimulator opførte sig vanvittigt, og  bimlede og hylede op om, at fodsensoren ikke virkede. Faktisk bimlede den så meget i så lang tid, at Peter vågnede ved lyden (og nok også mine dybe suk og Kaptajn Haddock retorik)

Han stod derfor op og spurgte forsigtigt (og ganske retorisk), om jeg var OK. Det kunne jeg så fortælle ham, at det ville fandengalemig være synd at sige. Peter bagte boller, mens jeg gik og småbandede lidt ude i køkkenet. Jeg prøvede alt muligt med at slukke og tænde og rette lidt på strømtingen. Intet hjalp, og jeg blev mere og mere ked af det og gnaven.

Min tid om morgenen er knap og kostbar, så jeg endte med at have virkelig travlt for at nå min fysioterapeuttid kl. 8. Jeg lynpakkede telefon, computer, arbejdstøj og så kunne jeg selvfølgelig ikke finde mit kort til arbejde. Det kort, som jeg skal bruge for at kunne komme ind på mit kontor, med elevatoren, hente kaffe og ja… føle mig som en vigtig ansat! Væk var kortet, og væk var også jeg, for jeg sad  i bilen uden kort og med udsigten til en dag i kørestol. Jeg brød både lidt sammen og brød også min hjerne med, hvor det skide kort kunne være.

Da jeg trådte ind hos min fyioterapeut, bad hun mig om at gå ud igen og prøve en gang til, hvor jeg smilede når jeg kom ind! Og det gjorde jeg jo så. Altså smilede og gik ind igen… Og umiddelbart efter fandt jeg faktisk også mit kort, som havde ligget i min taske hele tiden. Inden vi gik i gang med at træne min krop og humør, ringede jeg til bandagisten, som skaffede mig en tid kl. 13.

Og så blev det en faktisk fed fredag!

  • Jeg trænede hårdt og koncentreret i morges med min fantastiske og indpiskende fysioterapeut.
  • Min arbejdsdag var god. Jeg fik lavet, hvad jeg skulle og så kom en af mine yndlingskolleger, som netop har sagt op, for at sige ordentligt farvel. Han har haft orlov et år og er lige kommet hjem fra en jordomrejse på et år. Det var virkelig fint at se ham igen, og jeg fik et stort knus en god lang snak med ham. Han vil blive savnet, men jeg er ikke i tvivl om, at han får det fedt, hvor han skal hen, og at vi ser ham ind imellem i fremtiden.
  • Bandagisten kunne fikse min fodsensor, så han blev med et slag min bedste ven. Nu kan jeg gå igen og er virkelig glad for, at jeg kunne få en akuttid en fredag omkring lukketid.
  • Jeg har i eftermiddags ligget og læst ude i mit glashus, mens jeg spiste både chips og alt muligt… Lige indtil vores gode venner fra Silkeborg, som vi for 1000 år siden gik på Seminariet med,  ringede og spurgte, om vi gav en kop kaffe. Det var så hyggeligt og opfriskende at se dem.
  • Nu er klokken så mange, at jeg normalt er på vej i seng, men Peter er lige kommet ind i stuen med et  glas whisky til mig, sååh…
  • I morgen bliver en god dag, for jeg har fat i den ene ende!  I morgen er det lørdag, og jeg elsker lørdage mest ud af alle ugens syv dage. Særligt morgenerne, hvor jeg som regel er den eneste, som står tidligt op, så jeg kan nyde stilheden i sofaen med kaffe og facebook min bog.

Jeg gad godt have kendt resten af denne fredag i morges!

God weekend til alle. Må solen skinne og øllene være kolde.

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Birgit
    29. juli 2017 kl. 19:56

    Hej Chalotte, du har så evig ret, det ville være så dejligt, hvis vi om morgenen kunne se hvordan dagen ender 😂. Det ku jeg bestemt også godt bruge, selvom jeg ikke har de samme udfordringer som du har, men mange af os har enten det ene eller det andet 😉

  • Skriv kommentar