0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Oplevelser

Intet varer evigt! Heller ikke sur røv…

Nøj, hvor var jeg træt af det hele i går. Men som alle de andre gange, hvor jeg bander og svovler over, hvor samspilsramt mit hoved og min krop opfører sig, så ved jeg jo godt, at det manglende samspil rammer mit humør hårdest.

Det skal fandeme være løgn“, tænkte jeg i morges, da jeg vågnede og overvejede at vække Peter for at fortælle ham, at jeg havde sovet godt i nat, og at jeg var overbevist om, at i dag ville blive en god dag. Jeg nænnede dog ikke at vække ham, men brugte istedet et par minutter på at finde balancen og derefter vække mine ben.

Ved morgenbordet fik vi afstemt denne mandags planer, og jeg kunne storsmilende minde alle om, at jeg altså skulle have besøg af min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i ca. en million år. Hun kom i formiddags, og hold nu op altså, hvor var det dejligt at se hende igen. Der er noget helt specielt, når man når op i min fremskredne alder og så efter mange år mødes med en veninde, som har været vidne til ens første brandert, første hjertesmerte, svedt over de samme matematikafleveringer og siddet helt tæt og grinet af de ting, som ingen andre forstår.

At Stine så arbejder ved LEGO og havde en helt speciel pakke LEGO med til mig, gjorde bare formiddagen helt perfekt. For et par år siden sendte hun faktisk det sødeste julekort til mig og et kæmpestort LEGO folkevognsrugbrød, som Hjalte og jeg brugte mange mange timer på at samle i juleferien. Jeg glædede mig derfor som et lille barn til Hjalte kom hjem fra skole, for jeg vidste, at han ville hjælpe mig og min umulige hånd med at få samlet bilen.

Og jeg fik jo ret! Han ville gerne hjælpe, så han og jeg listede i eftermiddags ud i glashuset, hvor vi hyggede i solen, mens vi snakkede om, hvor overrasket jeg blev, da postbudet en juledag for to år siden kom med en kæmpepakke til mig, og hvor meget jeg græd, da jeg åbnede pakken og så mit folkevognsrugbrød.

Nu står de lige her – mine køretøjer – i mit glashus og blærer sig mellem citrus- og oliventræer. Tusind tak Stine!

Således ladet op med LEGO og Hjaltehygge, spurgte Jeppe, om jeg havde lyst til at tage med hjem til Elin på plejehjemmet, for han ville gerne aflevere det ur, som Peter har købt til hende. Det ville jeg virkelig gerne, for jeg har endnu aldrig besøgt Elin, den seje gamle høne, og taget derfra uden at være fyldt op med energi og godt humør. Heller ikke i dag!

Jeg fik drukket to glas portvin og Elin fik drukket sit portvinsglas fyldt op med Kraüterblut (yaks!!). Vi fik skålet for hinanden, solen og livet, mens Jeppe forsøgte at ordne hendes fjernsyn og Ipad. Det er aldrig kedeligt at besøge Elin, for hun er en varm, klog og sjov gammel høne, der ved noget om livet, men stadig er nysgerrig på mere.

Efter en dum søndag med sur røv er det så rart at vide, at intet varer for evigt!

Og i aften nat  kl. 23.15 skal Freja ud at køre mørkekørsel med sin kørelærer. Og i nat skal jeg sove ligeså godt som jeg har gjort det to nætter i træk, for i morgen skal jeg på arbejde.

Måske i kørestol! Måske ikke!

Og så skal I have inderligt tak for alle jeres hilsner, opmuntringer og heppeord inde på Fru Holmboes Facebookside. Det gør mig så glad og giver mod på at pakke den sure røv væk. Jeres ord betyder meget mere end i sikkert tror.

 

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar