1 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Fej fredag blev lidt fin alligevel

Jeg vågnede i morges og vidste faktisk allerede inden jeg steg ud af sengen, at jeg burde være blevet liggende. Mine ben var helt og aldeles umulige og usamarbejdsvillige. De gjorde virkelig ondt, og de vekslede på en besynerlig måde mellem stive stænger, slappe stænger, stive stænger, slappe stænger… Faktisk gjorde de så ondt på den der “jeg græder hvis du taler til mig“agtige måde, at jeg var helt og aldeles uimodtagelig for knus og opmuntrende ord fra Peter, som tilmed  for fanden da også begyndte at synge for mig ude på badeværelset…

Således ked af det og lidt sur over situationen satte jeg mig i bilen, og så tog jeg til fysioterapeut kl. 8, hvor jeg heller ikke lagde skjul på, at dette var en “sclerosefuckinglortedag”. Min fysioterapeut kender mig og vidste da også, hvad jeg trængte til.

Udstrækning og hendes nærvær. Hun er fantastisk!

Efter endt behandling bøvlede jeg ret meget med at få mit pæne tøj på, så jeg kunne komme på arbejde, hvor jeg med anstrengt smil forsøgte at skjule, hvordan denne fredag drillede mig. Jeg skulle teste en ordblind kursist, som faktisk var så flink og rar, at jeg for et kort øjeblik næsten glemte smerterne et kort. Et kort øjeblik varer jo i sagens natur ikke for evigt, så bensmerterne blev ved, og jeg blev nødt til at kaste håndklædet i ringen og tage hjem tidligere end jeg havde tænkt mig. ØV!

Jeg er helt enorm dårlig til at have ondt, og jeg er nogenlunde ligeså dårlig til at rette mig efter det. Men i dag gjorde jeg, og det betyder at jeg har noget arbejde at lave færdig i morgen. ØV igen.

Jeg skulle også have drukket øl med min fredagsveninde i dag. Det måtte jeg naturligvis aflyse. Jeg elsker øl, strand og veninde om fredagen, så jeg var faktisk ret indebrændt af surhed, smerter og et stænk selvmedlidenhed, da jeg kørte hjem. Men kun lige indtil jeg nåede min matrikel og så det her:

Dér stod min mor og far. De havde været på torvet og syntes, at jeg trængte til en udskiftning af blomster ved min fordør. Jeg blev så glad. Både for blomsterne, deres indsats, men allermest fordi de gad at høre på mit brok over dumme onde ben, der ikke gør hvad jeg knokler for at få dem til. Det lettede både på humøret og smerterne i benene, at de gad at lægge ører til mine ord om fuckinglortesclerosen, og om hvor svært det er at tage hjem fra arbejde før tid.

Da mine forældre tog hjem, lagde jeg mig til at sove og vågnede først et par timer senere, da Freja kom hjem og glædesstrålende kunne fortælle, at hun nu både kan parallelparkere og finde koblingspunktet i kørelærerens bil op ad bakke.

I morgen bliver bedre. Jeg går i seng om lidt, når jeg har smurt mine ben ind i den magnesiumolie, som jeg købte på apoteket i dag. Den har bare at hjælpe mod de kramper, der kommer buldrende om natten. Jeg krydser fingre, og jeg bliver altså ikke vred hvis i også gør.

Godnat

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Susanne Juel
    8. maj 2017 kl. 11:36

    Hvor er det dejligt, at du har så mange gode mennesker omkring dig. Jeg håber, at du har det bedre i benene nu.

  • Skriv kommentar