0 I Byttelyst/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Oplevelser

Sådan tjener du 77.500 kr. på kun tre timer!

Det er altså ikke fordi jeg har glemt, at jeg lovede at fortælle om den store Byttelyst-auktionsaften. Og det er heller ikke fordi, at der ikke er noget at skrive om.

tværtimod!

Byttelyst-auktionen er nu overstået, og det var den mest fantastiske og uforglemmelige aften. ALT var perfekt, og jeg kunne skrive en million ord om den vildeste, mest rørende, sjoveste, skøreste og skønneste aften, men det vil jeg skåne jer for! Derimod vil jeg gerne have lov til at invitere jer indenfor i golfklubben denne aften.

Dette lille filmklip giver nemlig på bedste vis et stemningsbillede af Byttelystaftenen. Det er et videoklip, der viser budrunden over den allersidste donerede gave. Bemærk Frodes jonglering med budene fra ivrige gæster, borgmesterens uovertrufne energi udi vindmølleigangsætning og Kim koks rolige overblik. Allermest vil jeg bede jer om at nyde stemningen og folks entusiasme og engagement. (Husk lyd!)

Ca. 100 gæster gav den gas på en hel almindelig onsdag aften den sidste dag i november. Haderslev golfrestaurant var fyldt op med nogenlunde lige dele gaver og gæster som skulle byde på dem. Bordene var flot dækket op og maden som Kim Koch og hans folk havde lavet smagte fantastisk. Alle (som i rub og stub) donerede ting blev solgt. Rigtig mange af tingene blev tilmed solgt til en virkelig god pris. Nogle ægtepar valgte at byde hinanden op – altså i prisen på den auktionerede vare… En enkelt gæst sad endda faktisk og overbød sig selv, og vandt ikke overraskende den gave.

fullsizerender-2

Mig? Jeg sad bare fuldstændig taknemmeligstavs og nød forestillingen. Både min borgmester (og Byttelystmakker) H.P. Geil, Frode Munksgaard og Kokken Kim havde alle sagt, at den her aften var min, og at jeg ikke skulle røre en finger, for jeg havde gjort nok! “Bare nyd den her aften nede fra din plads” var deres besked til mig, da jeg havde budt velkommen! Og jeg kunne slet ikke andet, for stemningen i restauranten steg i takt med, at beløbet til forskning i sclerose steg og steg .

fullsizerender-3

Vi endte på svimlende 77.500,- til forskning i sclerose!

Jeg har virkelig mange at takke for det her! Og dette vil jeg hermed gøre i bedste Oscarstyle (dog uden tårer og en masse “I love you“)

Tusind millioner tak til alle de mange butikker og private fra hele landet, som har valgt at donere til vores Byttelyst-auktion. Det er intet mindre end helt fantastisk. I er de vildeste, og alt det her var jo slet ikke blevet til noget uden jer!

Og så skal min borgmester have et kæmpe knus og en ligeså stor tak for, at han troede på idéen og mig! Det har været så skønt at være makker med ham i det her. Han har støttet mig, både når jeg blev lidt stress-skinger, og også når jeg ikke kunne holde balancen! Den fantastiske mr. Geil donerede faktisk sit flotte slips til allersidst, så nu ved jeg hvad han ønsker sig i julegave. Der blev budt 350 kr. for det. 1000 tak (også) for donationen, kære makker!

fullsizerender-12At Frode Munksgaard sagde ja til at være med og også at indtage hovedrollen som auktionarius på den store Byttelystaften, er jeg både superstolt og megaglad for. Frode havde overblikket og også idéerne til, hvordan vi bedst skulle strikke denne aften sammen, så der ville komme flest penge ind til forskning i sclerose.Han styrede slagets gang på sin helt egen finurlige og meget humoristiske måde. Han er den eneste jeg kender, der får folk til at grine højlydt, når de bruger penge! Kære Frode, 1000 tak for den meget store indsats du har lagt i det her. Det har været utrolig hyggeligt og lærerigt at tilbringe et par dage ude i Haderslev Golfrestaurant med dig. Tænk sig, du kunne nøjes med Kokke Kims kødhammer som hammerslags”instrument”. Fisme godt klaret.

fullsizerender-13

Så er vi nået til gæsterne! Jeg tror, at det er den første “fest”, jeg har været til, hvor alle virker til at have nydt både selskabet, underholdningen og maden så meget, at alle blev til “den bitre ende” med højt humør. Det var simpelthen så fantastisk at være en del af.

Nogle kom i flok, andre kom med stok. En del kendte jeg, og endnu flere så jeg for første gang. Nogle var kørt hele vejen fra Århus og Esbjerg, og så kom der en delegation fra Scleroseforeningen. Vi fik blandt andet fik selskab af Casper, som har sat alt dette Byttelystnoget i værk, og såmænd også den rare direktør for Scleroseforeningen, Klaus Høm. Jeg havde glædet mig så meget til at vise dem, hvordan sønderjyder hygger en helt almindelig onsdag aften i november. Klaus Høm holdt en meget fin tale, inden vi gik i gang med at spise, hvor han på en flot og sober måde fik forklaret, hvorfor det betød så meget, at gæsterne var mødt op og støttede denne aften. 1000 tak til alle fra Scleroseforeningen, fordi I kom og endnu mere tak, fordi I har heppet og anerkendt, at det her trak lidt tænder ud.

fullsizerender-8

 

Sidst men ikke mindst, så skal Kim, som er forpagter på Haderslev Golfrestaurant have en KÆMPE tak og et ligeså KÆMPE kram for at have brugt så meget tid og så mange kræfter på vores Byttelystprojekt. Det er helt skørt, så meget energi og ressourcer, han har lagt i det her. Men faktisk er det ikke kun Kim, som skal have et kram for at arrangere og lave buffet, dække borde, sørge for at hive fat i både leverandører og sponsorer, og og og… Kim har nogle fantastiske medarbejdere, for de valgte at arbejde helt gratis denne aften. Simpelthen fordi det var i den gode sags tjeneste. Det er så rørende og stort, at så mange mennesker møder på arbejde i golfrestauranten og vil gøre det for mig og alle andre med sclerose. At de så samtidig er nogle helt fantastiske dygtige, sjove og effektive folk, har bare gjort forberedelserne i golfrestauranten endnu sjovere. Kære “Kims personale”, I er heldige at have en chef som Kim! Og han er saftsuseme også heldig at have en flok som jer. 1000 tak for jeres store indsats, som i høj grad var med til at gøre Byttelystaftenen til noget helt særligt! Og til dig Kim, jeg glemmer ikke hvor meget du har knoklet! Jeg skylder dig mere end en enkelt øl!

fullsizerender-14

En lille gave til personalet – som tak for indsatsen

(og hende længst til højre er faktisk Freja)

fullsizerender-15

Nåh, men sådan tjener du 77.500,- på tre timer! Altså hvis du allierer dig med de rigtige mennesker og inviterer en ordentlig røvfuld sønderjyder, som forstår at hygge og bruge penge på samme tid.

77500,- er altså en sjat!

Og når pengene så tilmed går ubeskåret til forskning i sclerose, så skider jeg på, at det har taget mig næsten en uge at komme til hægterne!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar