Vi kører forbi indgangen til Tivoli Friheden. Vi sidder alle fem og spejder efter en parkeringsplads. Vi spejder ret længe, før Peter endelig svinger ind, parkerer bilen og løfter min kørestol ud af bagagerummet.
Jeg når helt instinktivt at rette lidt på frisuren og på tøjet, inden jeg kaster min forfængelighed ind bag i bilen. Og så slår jeg røven i sædet og kører afsted mod min første kørestolstur i forlystelsesland. Jeg er klart bedst til at bruge kørestolen i skumringen, når alle sidder i deres stuer og hygger, så Peter, jeg, kørestolen og den gamle hanhund har parcelhuskvarterets stisystem for os selv.
Men ikke i torsdags! Jeg havde nemlig lovet Peter, at jeg ville bruge kørestolen i tivoli – også for hans skyld! Jeg holdt, hvad jeg lovede, og det slog mig hurtigt, hvor lidt folk kiggede, hvor pokkers nemt det var at komme rundt og allermest hvor sjovt vi kunne have det alle fem. Uden pauser og uden at skulle dele os op, fordi “mor skal lige kunne følge med“.
Jeg prøvede radiobilerne, som jeg i al ubeskedenhed er ret skarp til. Jeg er nemlig vokset op med byfester og kender alle de radiobiltricks, der er værd at kende. Mine eneste udfordringer var derfor at stavre “hurtigt” ud til den bil, jeg ville have og derefter at komme op i den med mine stive ben. Men med en hjælpende barnehånd var det ingen sag 🙂 Jeg oplevede for første gang i lang lang tid, at ingen var nødt til at tage hensyn til mig, spurgte om jeg var OK eller at jeg var bremseklodsen for udfoldelserne.
Jeg prøvede ting, som jeg ikke tør normalt. Jeg er nemlig mildest talt ikke begejstret for forlystelser, hvor man skriger højt, og griner for ikke at græde, mens man har brækfornemmelser og flimren for øjnene. Guderne skal vide, at jeg har været der! Jeg har prøvet som 14 årig at sidde bag i en bil og kaste op i en pose på vej hjem fra en byfest fordi jeg havde prøvet pariserhjulet…
Men jeg prøvede Græshoppen. Og jeg skreg højt i en skønsom blanding af fryd og panik, mens jeg klemte Frejas hånd helt blå og sagde “Igen! vi skal prøve igen Freja“. Peter? Joh… han nød forestillingen og passede på både kørestol og grej. Lige indtil han tog turene i rutschebanen med de andre frygtløse.
Det her indlæg handler om mere end bare at skrive om en god dag for “den handicappede i Tivoli Friheden“. Men det er også vigtigt for mig at skrive om den her gode oplevelse, fordi jeg så ofte bander sclerosen og mit handicap langt væk. Det går mere og mere op for mig, i takt med at jeg bliver mere og mere handicappet, at jeg bliver nødt til at se mine hjælpemidler, som det de er. Nemlig HJÆLPEmidler.
Jeg er en idiot til at erkende min situation. Jeg kæmper og kæmper for at kunne blive ved med at være “som jer andre“, men jeg oplever at min usårlighedskappe sgu snart er tungere end mit handicap. Jeg bruger alt for mange kræfter på at rette ryggen og bilde mig ind, at min kørestol og rollator er forhindringer for en god normal hverdag. Det indså jeg endelig i torsdags, da jeg fra min kørestol kunne se, at vi alle slappede af og hyggede os SAMMEN.
Når alt det er sagt, så ville jeg da vildt gerne gå rundt en hel dag og flette fingre sammen med Peter, som de andre forældre gjorde i Friheden. Men han tippede min kørestol bagover og gav mig et kys, så det gav et sug i maven – af fryd! Og det tæller da også ik?!
ps. Vi har købt et turkort, der virker hele juli måned, så vi skal afsted en gang til 🙂 OG jeg glæææder mig ligeså meget som de andre 🙂
Ingen kommentarer