1 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Mød familien med hilse-skavanker!

Freja løb ret hurtigt, men hun havde også Jeppe lige i hælene. Hun hvinede “la’ nu vær’! Jeg gider sgu da ikke LØBE med mor“. Jeppes grin kom faretruende nærmere, indtil han og hanhunden Sofus var nået forbi os og standsede brat. Mig? Jeg sagde ikke en lyd og var ikke engang forpustet af optrinnet. Jeg rejste mig blot op fra kørestolen med en plastikpose i hånden og ventede på, at Sofus var færdig med at krumme ryg.

Jeg triller derefter videre alene sammen med den gamle hanhund, mens teenagerne grinende får styr på deres teenageting. Jeg passerer Fodboldfar, Fodboldmor og Fodboldsøn, der er ude at lufte deres lille grå hund. Jeg hilser med både et hej og et smil, men opdager til min rædsel, at deres øjne har sat sig fast, og at de pludselig rammes af et synkront hold i nakken. Ingen af dem er nemlig i stand til at kigge ned og hilse på mig. Det virker ret foruroligende, for vi er faktisk både dus og har haft mange helt fantastisk ligegyldige snakke om offside, måååål, udskiftning og lortedommere, mens vores drenge spillede på samme U8 fodboldhold, hvor vi endda smilende kunne enes om at skiftes til at bage og vaske spillertøj.

Freja og Jeppe har i mellemtiden afsluttet deres lille søskendeting, og når op til mig, stadig smågrinende. Altså naturligvis kun lige indtil deres moder øffer lidt over lorte forstadsfamilier, som fandengaleme allesammen bliver ramt af hold i nakken og andre “hilse-skavanker”, når de møder mig i kørestol! Freja gir’ min kørestol et lille ryk, og siger så storgrinende “Altså mutti, det kunne jo også være fordi du ligner en and, når du forsøger at køre kørestolen op ad bakken! Du læner dig frem og tilbage i et væk! Jeg turde sgu heller ikke hilse på dig“.

Sandheden kommer fra…

Og så insisterede Freja drillende på at få lov til at skubbe mig igen. Nu i et mere adstadigt tempo! Også da vi senere på turen mødte Fodboldfamilien på en anden sti og vi alle tre smilede og nærmest i kor udbrød “hej” og faktisk fik et tilbage fra Fodboldfar – både et hurtigt forlegent smil og et stille hej!

Jeg er ret glad for mine unger – også når de er teenageirriterende. Og jeg elsker dem for, at de giver mig ren besked og garanteret også andre, hvis det skulle blive nødvendigt en dag.

Men jeg vil altså stadig ha’ lov til at rappe over, at folk ikke hilser, bare fordi de møder en andelignende skabning i rød regnjakke i en kørestol. Jeg er jo bare mig! Hende der bagte spillerkagerne uden glasur, fordi den altid blev for tynd, og hende som aldrig brugte Bamselines klamme skyllemiddel til spillertrøjerne, fordi hvem gider lugte af baby, når man drømmer om at være Messi.

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Mette Haagensen
    7. juli 2016 kl. 8:48

    Hmm … idé til bog “Mit liv som and”? 😀

    Godt, du har dine skønne “unger” 😉 Af en eller anden årsag bliver mennesker usynlige, når de sætter sig i en kørestol … 😉 Tak for et indlæg, der – som vanligt – lige spidder sagens kerne <3

  • Skriv kommentar