1 I Familieliv/ Livet med sclerose/ Oplevelser

Først var jeg sur og skældte ud – men nu ligger jeg lunt i svinget!

For mange år siden kom jeg i overgangsalderen. Vel og mærke kun et halvt års tid, men længe nok til, at jeg gik til en masse undersøgelser og tjek, fordi lægerne havde fundet en lille knude i min hjerne, som var skyld i det hele. Knuden var gudskelov godartet, og jeg kom i behandling, så jeg kunne hoppe ud af overgangsalderen igen.

Men inden vi vidste, at det blot var en pjatknude, så var jeg igennem alle de der usunde tanker om liv og død. Peter var i sagens natur igennem de samme tanker, men greb tankemylderet noget anderledes an end jeg. Han satte mig stævne en aften og sagde “Hør her! Rent hypotetisk ik? Hvis lægerne nu om et par uger giver dig et halvt år tilbage at leve i, hvad så? Hvad vil du nå? Hvad kunne du tænke dig? Jeg mener, hvad kunne DU tænke dig?

Jeg var stille. Jeg tænkte så det knagede, og nåede at foreslå en masse ligegyldige ting i mangel på bedre forslag. Jeg blev derpå spurgt om, hvad der kunne være fedt at gøre? Enten alene eller sammen!

At have et motorcykelkørekort og en fed motorcykel hver, så vi kan køre sammen

svarede jeg til sidst, og så gik der blot en uge, så havde Peter arrangeret, at vi skulle til teori og endnu et par dage, så stod der to skrækindjagende motorcykler i carporten (som vi jo slet ikke måtte køre på endnu!)

Peter er ikke så længe om så lidt, så han fik sit kørekort noget før mig. Omvendt, så er jeg enormt grundig, så jeg var oppe til hele tre køreprøver, før jeg bestod. Jeg væltede i de to mest trafikerede kryds i travle Haderslev. Den ene af gangene gjorde det så ondt i både benet og flovheden at ligge der med en kæmpe motorcykel over mig, mens min klaphat-kørelærer stod og skældte mig ud på sønderjysk, at jeg flåede min hjelm af og smed den i maven på ham, og sagde, at han fandengaleme selv kunne køre sin rådne motorcykel tilbage til køreteknisk anlæg!

Det gjorde han så… Mig? Jeg tog hjem og proklamerede, at det der med fælles oplevelse på motorcykler var den ringeste idé, jeg nogensinde var kommet på i ædru tilstand, og at jeg ikke ville alligevel. Peter lyttede, grinede lidt og ringede så og bestilte en ny køreprøve, for det nederlag skulle jeg nu alligevel ikke have lov at brænde inde med.

Jeg fik kortet tredie gang jeg forsøgte, og jeg solgte min motorcykel umiddelbart efter, vel at mærke uden at have kørt på den en eneste gang! Peter kørte og kørte, og sagde at han nød det, men spurgte alligevel hver gang “vil du ikke med bagpå?” Det ville jeg så ikke!

FullSizeRender-12

Ikke før igår. Peter har nemlig efter fem laaange år uden motorcykel købt en Triumph Thruxton. Det er sår’n en retro motorcykel, som selv damerne kigger langt efter. Igår fik jeg min første motorcykeltur i otte år. Peter hjalp mig op på motorcyklen og fik mit venstre ben ordentligt på plads, og så kiggede han på mig, inden han startede motoren, hvorpå han sagde “Jeg vælter ikke!“.

Vi kørte 60 km for at få en is. Det var så fantastisk, at hvis jeg prøver at beskrive det, vil I brække jer i floskler. Jeg lærte, at to klap på mit lår betyder, at vi accelerer fra 0-100 på ingen tid, og at jeg derfor skal holde godt fast om livet på ham. Jeg lærte også, at motorcyklister har deres egen lille klub, hvor alle hilser, når man passerer hinanden.

Vigtigst af alt, så lærte jeg, at fordi jeg for mange år siden trodsigt sagde farvel til en drøm om at køre motorcykel, så kan den drøm vækkes igen, blot med nogle få reguleringer. Vi må aldrig stoppe med at drømme! Eller gøre! Aldrig!

Det kan godt være, at jeg har været kvæstet i dag, og at mine ben i dag er tunge som en campingvogn, stive som en rive og ligeså umedgørlige som en fyldt trillebør uden luft i dækket. Men ingen kan tage dagen igår fra hverken mig eller Peter. Faktisk var jeg så glad og medgørlig, at jeg foreslog, at vi skulle sove ude i mit elskede glashus 🙂 Åh det var skønt (og varmt).

FullSizeRender-11

Og så blomstrede årets første rose i min have faktisk også igår 🙂

FullSizeRender-9

I morgen er det mandag, og det er ok, for jeg skal på arbejde og til genoptræning hos min skønne fysioterapeut på plejehjemmet. Jeg har trænet rigtig meget på det, som hun lærer mig, og jeg føler faktisk allerede, at jeg er blevet lidt bedre. Det glæder jeg mig til at vise hende 🙂

 

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Mette Haagensen
    6. juni 2016 kl. 10:09

    Wooow – du er cool!

    For mig er ALLE kombinationer af motor og kun to hjul angstprovokerende 😀 Jeg har faktisk aldrig kørt på knallert, og én gang i mit liv har jeg siddet bag på en off-roader (på Rhodos – det var min eks-mand, der sad forrest). Eller – to gange, bliver det, for vi kørte både ud til en seværdighed og hjem 😉 Aldrig i mit liv har jeg været mere bange. Senere mødte vi et par, der sagde, at vi burde have lejet to. Det er nemlig ret svært at være bagsædefyld – og endnu mere, når man slet ikke har fornemmelse af “dyret”.

    Så hatten af for dig. Jeg håber, det bliver til mange flere fantastiske ture <3

    Ha' en dejlig sommermandag <3

  • Skriv kommentar