Men hvad kan jeg så stadig?Ca. 13 minutters læsning

Efter at have brugt noget der ligner et halvt år herhjemme på matriklen med en stress- og udbrændhedssygemelding, er det ikke så mærkeligt, at dagene uundgåeligt indeholder en lidt irriterende forudsigelighed, der til forveksling minder mig om matematiktimerne i gymnasiet…

Jeg var ikke god til matematik i gymnasiet. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad det gik ud på, og jeg forstod sådan set heller ikke, at alle de andre tilsyneladende godt kunne finde ud af det. Jeg prøvede forgæves at hænge i, men den ene matematiktime lignede den anden til forveksling i forhold til sværhed og kedelighed, og jeg indså til sidst, at mine styrker måtte ligge andetsteds.

Forskellen fra dagene i den her sygemelding, hvor jeg nærmest kun lader mig aflede af strikketøj samt en lille gåtur i haven og så gymnasiets matematiktimer er, at i gymnasiet var der en masse andre ting end tal og formler, der kunne aflede mig, så jeg stadig følte mig værdifuld og ligeværdig.

Nu sidder jeg så her som 50 årig med en langtidssygemelding, der kræver, at jeg holder hjernen i ro og samtidig på ret køl, så jeg kan komme tilbage på arbejde. Og det skal jeg lige om lidt! Jeg har brugt en del af det sidste halve år på at banke mig selv i hovedet med ting, jeg ikke længere kan. Det sidste nye er, at jeg ikke kan følge med, når jeg skal læse undertekster. Altså jeg kan godt læse underteksterne, men det er som om, at min hjerne ikke er i stand til at afkode, det øjnene læser. DET er træls for sår’n en som mig, der i al ubeskedenhed plejer at være en ninja til at læse og forstå.

Jeg er voldsomt irriteret over det, men ved også at det skyldes efterdøninger af den stressdiagnose, jeg har fået. Jeg er faktisk så voldsomt irriteret over det, at jeg har besluttet mig for at dæmpe irritationen ved at gå på jagt efter de ting, som jeg stadig kan.

Jeg vil i det følgende fortælle om fire ting, jeg er blevet bevidst om, at jeg stadig kan. For nogle af jer kan garanteret virke som små og ligegyldige ting, men det er det slet ikke!

Den gamle dame og havet

For en uges tid siden sad jeg i sofaen og samlede nogle tabte masker op i mit strikketøj. Min frustration forbigik ikke Peters opmærksomhed inde på arbejdsværelset, så han stak hovedet ind i stuen og foreslog mig, at vi to skulle tage til stranden, når han var færdig med at arbejde. Vi skulle have sandwich, cola og kaffe lavet på stranden. Og så en badetur til dessert!

Jeg lod masker være masker og sofaen passe sig selv, og så gik jeg ind og tog badedragt på. Jeg elsker strand, især strand med Peter og så elsker jeg, at han tror på, at jeg godt kan komme både ned i vandet og op igen ved egen hjælp. Når han tror på det, så ender jeg nemlig også altid med at tro på det.

Det var pissekoldt, og jeg kom da heller ikke under med hovedet. Til gengæld hylede jeg lige så højt som 200 piger til en boybandkoncert og var oppe af vandet, næsten før jeg ramte vandfladen. Vi havde den hyggeligste aften og har faktisk gentaget succesen to gange siden.

Det der med at bade i Lillebælt og selv komme ned i vandet og op igen, det kan jeg stadig!

Motorcykelturen

Jeg har i tidligere indlæg fortalt om, hvor skønt jeg synes det er at sidde bag på Peters motorcykel, og hvor mange tanker unødvendigt bekymrende tanker, jeg gør mig, når vi har aftalt at skulle ud at køre. For kan jeg stadig komme op på den ret så høje motorcykel? Spasser mine ben ud, når de skal sidde i den samme stilling uden mulighed for at svinge med dem eller strække ud? Synes Peter mon det er lidt kedeligt at have en sæk kartofler siddende bagpå, når han kunne køre både mere spændende og hurtigere alene?

I søndags ringede jeg til min elskede gymnasieveninde i Sønderborg og spurgte om hun og hendes mand ikke gav en kop kaffe på terrassen, for så ville vi køre på motorcykel derned. Det ville de meget gerne, og med en aftale i hus er det jo ret svært at trække i land med at forsøge at komme op på den der motorcykel…

Peter lagde en smuk rute ind på sin GPS, der indeholdt små veje, sving og udsigt til Lillebælt næsten hele vejen derned, og så fik vi bakset mig op bagpå motorcyklen. Det ER ikke et kønt syn og sikkert heller ikke et særlig trygt syn, når en enormt stivbenet vraltegås skal placeres på en kværn. Vores nabo tilbød som altid at hjælpe, men han kunne nøjes med at råbe god tur, da vi kørte afsted.

Og sikken en tur! Peter har fået ny motorcykel i år, og den var helt fantastisk at sidde på. God plads til mig bagpå, den helt rette hældning på sædet, så mine ben opførte sig som om, at de ikke fejler en skid. Vi holdt et par pauser de smukkeste steder på vej til Sønderborg. Jeg oplevede faktisk at slappe ligeså meget af i hovedet, som når jeg strikker. Fornemmelsen af at være sammen, helt tæt, ikke at skulle andet end at nyde udsigten og farten – det kan altså noget godt og føles sundt for sjælen.

At vi så også fik både hjemmebagt blåbærtærte, jordbær, småkager og varm kaffe, da vi ankom hos vores venner, gjorde bare den søndag mindeværdig og helt perfekt!

Det der med at køre motorcykel, det kan jeg stadig!

Kunsten at lave mormors frikadeller og at strikke en klud

Engang imellem laver jeg aftensmad. Engang imellem smager det ovenikøbet godt. Når jeg skal lave aftensmad, forbereder jeg mig ligeså grundigt, som var det en køreprøve jeg skulle til. Det gør jeg for ikke at glemme noget og for ikke at gøre tingene i den forkerte rækkefølge, men allermest for ikke at brænde sammen af umattethed lige inden målstregen.

I sidste uge sad vi fire mand rundt om bordet, Peter, mig, Hjalte og hans kæreste. Menuen var noget så simpelt som kartoffelsalat, tomatsalat og frikadeller. Jeg havde været i gang med indlagte pauser siden klokken 13. Da Hjalte tog den første bid af sin frikadelle, udbrød han lidt overrasket “Er det mormors frikadeller??”

Her skal det lige nævnes, at mormors frikadeller er noget nær det bedste vi ved. Der skulle åbenbart ikke mere til end at blive sammenlignet med min mors frikadeller, for at jeg nu seriøst overvejer at melde mig til Master Chef på TV3. At tænke sig at mine hjemmelavede frikadeller kan forveksles med mormors legendariske frikadeller. Ved du nu hvad…

Jeg kan åbenbart stadig lave mad, der smager bedre og af mere end træt hverdag.

En anden ting, som jeg har erfaret, er at jeg trods min ringe erfaring udi strikkelivet faktisk er ret hardcore til at læse en strikkeopskrift. Jeg elsker alt ved at strikke. Roen det giver min stakkels travle og forvirrede hjerne, at have en opskrift, som jeg kan følge slavisk og ikke at skulle være færdig på en bestemt tid. Jeg er vild med det sammenhold og begejstring, jeg oplever sammen med andre med samme interesse for at strikke.

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at jeg strikkede fire ens sweatere til mine mænd til jul. Nu har jeg så også strikket en til mig selv, og jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg rent faktisk kan det her.

Da jeg havde strikket min egen tog jeg hjem til mine forældre for at få den behørige ros, som jeg altid ved, at jeg kan indkassere hos dem. Min far var faktisk så begejstret, at han hentede sin egen, så vær’go! Her har i et billede af mig i træningstøj og min far i havetøj. Vi kører den ind uden filter 😉

Det der med at følge en opskrift både i forhold til madlavning og strik kan jeg også endnu. Og jeg forstår det som nævnt ikke helt selv, men jeg bliver da bare ved alligevel

Pyntesyg indenfor stregerne

Maj måned har betydet bare tæer i sandaler for mit vedkommende. Der er bare det ved det, at hengemte blege vinterfødder ikke rimer på sol og sommer, så jeg fandt en balje frem til fodbad og en flot neglelak til tåneglene. Jeg plejer at lokke Peter til at lakere mine tånegle, og han brokker sig aldrig, men nøjes med at mumle “Det er jo fandme ligesom at male de der små soldater, jeg legede med som barn”.

Men Peter var på arbejde, og jeg var pyntesyg NU, så selvom jeg var kvalmende bevidst om, at neglelakken sikkert endte med at være smurt ud over møbler, underben og hænderne gik jeg i gang med pensel og lak. Mine hænder er på grund af sclerose marineret ind i føleforstyrrelser og nerveskader, men hold nu kæft altså, i skulle have set mig lave kunst den formiddag! Jeg skulle kun “pletduppe” lidt lak af højre storetå, og så var jeg sommerklar på tæerne.

Så at lakere mine tånegle, og være den pyntesyge type, det kan jeg også stadig!

Det var de fire ting, som jeg stadig kan. Det er alle ting, der er vigtige for mig og er medvirkende til, at min hverdag og glæden ved den forbliver intakt på trods af hårde odds lige nu. Bedst som jeg tror, at jeg ikke kan længere, så viser det sig jo, at det sidste skud i bøssen ikke er brugt endnu. Med lidt hjælp og opmuntring kan jeg mere, end jeg bilder mig ind.

Det er sgu lidt som at hoppe i havetrampolin som 50 årig. Man tør ikke rigtig, for hvad nu hvis man drypper i bukserne. Man drypper jo garanteret i bukserne! Her har man to valg! Man kan enten vælge at lade være med at hoppe i trampolin og nøjes med at være misundelig på alle andre, eller man kan bruge et trusseindlæg, være med og have det sjovt på trampolinen…

Med risikoen for at jeg læner mig op af en grim skilsmisse, hvis Peter læser det her indlæg, så er jeg nødt til at sige, at han faktisk er mit trusseindlæg! Han sørger nemlig for at jeg er med! At jeg tør hoppe ud i ting, som jeg ellers ikke tør, fordi det mulige nederlag skygger for lysten og modet til at prøve og være med. Peter har en voldsom stor andel i, at jeg får gode oplevelser både alene og i særdeleshed sammen med ham.

Og det elsker jeg ham for!