Hvem vil have en #undskyldcookie? Historien om et styrt…Ca. 4 minutters læsning

[dropcap]I[/dropcap] går faldt jeg på arbejde. Det er der som sådan ikke noget nyt i, men i går føltes alligevel anderledes. Jeg havde rejst mig fra kørestolen for at vralte hen til mit skrivebord, da min venstre fod hang fast i gulvtæppet, og jeg ramte gulvet temmelig uheldigt og vældig højlydt. Både min Ipad og min Iphone fløj ud af hænderne på mig, da jeg ramte gulvet.

Når man falder hårdt, ninjahurtigt og med høj lyd, så vækker man helt automatisk de kolleger, som sidder dybt koncentreret og læser/skriver. Således formåede jeg at vække tre af mine mandlige kolleger, som lynhurtigt stod klar til at hjælpe mig på benene igen og sikre sig, at jeg ikke var slået helt fordærvet.

Min veninde/kollega havde tilsyneladende også hørt råbet og det tilhørende bump, så hun kom ilende, rakte hænderne ned mod mig og fik mig hevet op til et langt knus, mens hun kyssede mig på kinden og sagde “fucklort“. Og det var lige præcis, hvad det var!

Mega fucklort!

For da jeg havde tørret øjnene for tårer, fandt jeg ud af, at jeg denne gang faktisk var faldet på en måde, så det gjorde ligeså ondt i min hofte, skulder og håndled, som det gjorde i flovheden! Og den var ellers ramt rent med en lige højre. De tre mandlige kolleger listede tilbage til hver deres skærm, og jeg slog røven i kørestolssædet og fulgtes med både mine to veninder/kolleger og klumpen i halsen hen og fik en kop kaffe.

Forskrækkelsen, flovheden over mit styrt og det ulykkelige i hele situationen fik tårerne til at trille irriterende længe. Faktisk så længe at en af de mandlige kolleger kom ud i kaffestuen og spurgte “Alt ok?“. Jeg nikkede, men han nåede at gå, inden han kunne høre mig sige “det må i altså undskylde ik?!”

Alle fortæller mig, at det ikke er flovt, og at jeg sgu da ihvertfald ikke skal undskylde for noget. Jeg ved godt, at de har ret allesammen, for det der styrtenoget er jo for pokker ikke noget jeg gør med vilje eller for at få opmærksomhed (der har jeg helt andre og sjovere strategier i brug (#klassensklovn). Det er bare så forbandet svært at overbevise min værdighed om, at jeg bare skal styrte løs uden at miste værdigheden. Jeg bruger irriterende meget energi på at tænke over, at mine kolleger forstyrres af styrtemokken og endnu værre bliver sat i en situation, hvor de skal forholde sig til mig og mine tårer..

Det er flovheden, der taler her!

For at komme min flovhed til livs og erstatte den med lidt sødt og noget at smile af, besluttede jeg mig i morges for at købe tre cookies i kantinen og give en til hver af de tre mandlige kolleger, der kom ilende i går. Den første mandlige kollega blev vældig overrasket, grinte lidt og sagde så “Det bliver sgu for dyrt for dig Charlotte! Men det er altså slet ikke nødvendigt, 1000 tak da“. Den anden mandlige kollega fattede ikke en skid af, at han skulle have en cookie, han virkede nærmest til at have glemt mit styrt, som stadig fylder alt for meget for mig. Den tredie mandlige kollega kunne jeg ikke finde (og ja! jeg ledte faktisk), så den spiste jeg selv sammen med mandlig kollega nummer to, som godt kunne lide min måde at sige undskyld på.

Krummerne fra #UndskyldCookies

Jeg har det meget bedre i flovheden her til aften – faktisk gør det næsten ikke ondt mere. Jeg tror, det skyldes min idé med kagerne, og at alle på mit arbejde med al tydelighed viser, at de er skideligeglad med, at jeg ligger på gulvet og spræller engang imellem. Min krop derimod gør ondt (ret ondt), og min skulder er blå. Det går over, og jeg bliver ensfarvet igen!

Ingen skal sige, at jeg er den kedelige forudsigelige kollega! Så får de fandme en undskyldcookie!