Fraklip og en smule om forfængelighedCa. 7 minutters læsning

Den her uge har været præget af fraklip. Altså ting som fortjener at blive glemt eller i det mindste spolet tilbage og optaget en gang til. Her får du tre af fraklippene i tilfældig rækkefølge.

Fraklip 1:

Elevatordøren på arbejde går op, og jeg vralter ind, mens jeg  udbryder”Årh, I er mange”, hvorpå jeg temmelig indiskret får mig mast ind imellem alle cheferne, som er på vej ned til frokost. Det mest nærliggende havde nu været bare at bevare den klassiske elevatortavshed, men jeg vælger naturligvis at sige et eller andet idiotisk for fanden da, der har til hensigt at virke som “nu bryder jeg lige isen agtigt” (det var faktisk så idiotisk, at jeg faktisk har glemt, hvad jeg sagde).

Hvad der er endnu mere åndssvagt er mit svar til den øverste direktør, der skulder ved skulder med mig høfligt siger “Charlotte, har du egentlig hilst på vores nye kommunikationsmedarbejder Jens” (garanteret for at redde mit fejlslagne “bryde is” projekt), og jeg så lidt befippet svarer “nej! ikke endnu“, hvorpå jeg vender blikket mod Nye Jens, samtidig med, at jeg møjsommeligt TØRRER HØJRE HÅND AF I HØJRE LÅR”  for helvede da fjolsefjols, inden jeg pænt giver ham et fast håndtryk og et lidt anstrengt smil, mens alle cheferne smågrynter “hø hø” mindst ligeså anstrengt.

Denne gang helt sikkert i et forgæves forsøg på at smadre isen.

Nu er jeg så hermed den kollega, som Nye Jens fra kommunikationsafdelingen aldrig glemmer. Jeg er nemlig hende med de nervøstfugtige håndflader, der opfører sig som en udviklingshæmmet! Velkommen til Jens!

Fælles fraklip 2:

I dag er det den 1. december (læs: lønningsdag, fredag, 1. dag i julemåneden). Min veninde og jeg har gjort mange uovervejede ting i tidens løb. Besøget i Kolding Storcenter var en af dem. Nuvel, det var trods alt for mange mennesker, der allerede virkede svært decemberudbrændte, skide hyggeligt, og vi fik da også både en god frokost, shoppet og ordnet verdenssituationen. Og jeg kunne GÅ selv (støttet til en indkøbsvogn).

Hvad der satte vores tur i Kolding Storcenter i fraklipskategorien var følgende:

Vi går ind i Matas, der er propfuld af sådan nogle som os. Jeg tager plads i den ene kø, og min veninde vælger køen i den anden ende af butikken. Idet det bliver min tur, høres et kæmpe brag i min venindes ende af butikken. Et brag, der lyder som om en indkøbsvogn bliver kørt ind i en glashylde, hvorpå alle varerne styrter højlydt til jorden!! Det er så (ikke overraskende) min veninde, der har kørt en indkøbsvogn ind i en glashylde, så alle varerne bla bla bla. Vi fortsatte med bøjede hoveder og røde kinder ind i Bilka, hvor vi brugte mere tid på at lede efter stressede medarbejdere, end de varer vi skulle have.

På det her tidspunkt er jeg blevet så træt i både mit venstre ben og min smattede hjerne, at det er helt tydeligt, at de andre handlende har fået glosuppe til frokost. Min veninde og jeg bliver derfor enige om, at shoppeturen slutter nu, inden jeg begynder at vise tænder og gø af folk, som glor. Vi begiver os ud til min venindes minibus (hun har utroligt mange børn..). Jeg sætter mig ind, mens veninden læsser vores varer ind bagi, og så kører vi!

Eller det gør vi faktisk ikke lige med det samme, for idet hun bakker ud, vokser der en tyk jernpille op af jorden, som hun ridser venstre side af bilen ind i. Vi bliver helt stille (en sjælden tilstand for os), kigger begge stift ud af forruden, og så kigger vi på hinanden som to teenagere, der er blevet taget i at stjæle en cola hos købmanden, hvorpå min veninde fem gange i træk tvangsreciterer “det er en død ting“. Og så kørte vi hjem…

Fraklip 3

I fredags var der julefrokost på mit arbejde. Nu er jeg ikke typen, der er ude at vifte med ørerne i tide og utide, så den her julefrokost har jeg naturligvis talt en del om, for den plejer at være skide sjov! Peter lytter naturligvis, som enhver god husbond jo gør! Da han for et par uger siden hørte (en del gange), at jeg fandengaleme aldrig har noget pænt tøj til at vifte med ørerne i, bestilte han derfor i al hemmelighed noget tøj, som han mente var vifteværdigt.

Tøjet kom med posten, og jeg kom i tanke om at jeg egentlig havde glemt at fortælle ham, at jeg havde meldt afbud til julefrokosten, fordi jeg ikke kunne overskue det, og også vidste hvad det ville koste på energikontoen de følgende dage. Men nu var tøjet jo kommet, og det er så flot og smart og stramt og og og

Der er bare det, at jeg ingen bryster har! Og det tøj som Peter havde udvalgt, og som jeg jo er helt og aldeles vild med, er pænest, hvis man har bryster.

Så det græd jeg faktisk lidt over, mens jeg sad på kanten af min seng…

For jeg har faktisk bryster! De forsvinder bare, når jeg skal gå! Det forholder sig nemlig sådan, at for at jeg kan gå (og det elsker jeg at kunne igen), så er min i forvejen lidt diskrete barm nødt til at være pakket ind bag en balancevest, der er så stram og #jegkannæstenikketrækkevejret agtig, at der ikke er nogen som helst barm at skue. Ikke engang bare en lille bitte mini barm. Om jeg forstår det her design af veste!

Jeg vil bare så gerne være smart, lækker og tilpas forfængelig, ligesom alle de andre fine kavalergangsdamer, jeg kender. Men jeg vil også helt vildt gerne kunne gå rundt uden hjælpemidler og bare kunne vimse rundt som alle andre. Jeg er superbevidst om, at jeg kan få hug for at skrive det her, fordi det er luksusproblemer, jeg er ude i. Men det der tøj, der ligger inde på min seng og hvisker “prøøøv mig på” trigger min forfængelighed og giver mig lyst til at smide de store løse nulbarmsbluser på et helt usundt plan. Tøjet ligger på min seng, fordi jeg har ikke kunnet få mig selv til at returnere noget af det (endnu), selvom jeg har prøvet det mindst tre gange foran spejlet både med og uden balancevest. Det er klart bedst uden vest!!!

Jeg er noget så forelsket i tanken om, at Peter køber tøj til mig, for at jeg kan være smart, når jeg skal til fest, og jeg er endnu mere forelsket i tanken om, at han åbenbart ikke kun ser mig som “hende uden barm, men med stram mandig skudsikker vest“, når han køber tøj til mig. Det er vist også rigeligt, at jeg selv gør!

I morgen kommer min ølveninde herhjem. Hun er tvangsindlagt til at se mit nye tøj på (uden vest), inden jeg sender det tilbage, hvor det kommer fra! Og så skal vi drikke en øl (eller to!)

Dette var, hvad jeg kunne huske af fraklip fra ugen der gik!

Må din weekend blive god, mild og juleagtig i tilpas mængder!