[dropcap]I[/dropcap] lang tid har jeg lovet jer et blogindlæg om Jeppe og hans venskab med den seje gamle høne, Elin. Det er en rørende og ret speciel historie, som fortjener at blive fortalt. Jeppe var ikke mere end 12 år, da han lærte Elin at kende. Venskabet er ægte, på tværs af generationer og en gave for dem begge.
Lige inden Jeppe fyldte 13 år, skrev han en mail til en dame, der hedder Helle. Hun bor i Silkeborg, og ejer Grarup Sø lige udenfor Haderslev. Søen ligger meget smukt og er kendt for at Nordens største gedde, der var 150 cm lang og vejede 26,5 kg blev fanget i netop denne sø i 1929. Gedden var så stor, at den ifølge legenden blev skudt med et haglgevær. Jeppe fiskede meget, og var ret imponeret over historien om kæmpegedden! Derfor:
Og Helle fra Silkeborg svarede Jeppe allerede dagen efter. Han måtte rigtig gerne fiske i hendes sø, fordi han spurgte så pænt om lov. Og så spurgte hun, om Jeppe så til gengæld for at fiske alt det han ville, kunne tænke sig at besøge hendes mor, der boede på et plejehjem i Haderslev. Helle ville blive så glad, hvis Jeppe ville hjælpe hendes mor, der hed Elin, med at komme på Skype, så de kunne se hinanden, når de talte sammen i hver deres by i Jylland.
Det ville Jeppe rigtig gerne! Og så cyklede han hjem til Elin på plejehjemmet. Elin og Jeppe fandt lynhurtigt ud af, at en aldersforskel på 73 år ingen forhindring er for et godt og hjerteligt venskab. Jeppe kom i mange uger hjem og fortalte om Elin, og hvad de havde lavet, og jeg begyndte faktisk både at blive nysgerrig efter at møde hende, og at holde af en ældre dame, jeg aldrig havde mødt. Jeppe gav mig heldigvis lov til at komme med hjem til Elin en eftermiddag efter skole.
Det første jeg bemærkede den allerførste gang, jeg besøgte Elin, var de mange bøger, som hun havde fyldt sin lille lejlighed op med (og også læst) og så de mange planter i vindueskarmen. Og så mærkede jeg lynhurtigt den varme og naturlighed, der var mellem den seje gamle høne og drengen, som tålmodigt prøvede at lære hende, hvordan man spiller 7 kabalen på Ipad.
Elin besidder en varme og en humor, som matcher Jeppes fuldstændig. Jeg elsker, at Jeppe i sin tid sagde OK til, at jeg måtte komme med hjem til Elin. Hun er vigtig for os, og det er altid en fornøjelse at besøge hende på plejehjemmet. Faktisk har vi besøgt Elin så sent som i dag, og hvis der er noget, man kan være sikker på med Elin, så er det, at hun hjertens gerne disker op med “en lille en”.
Jeg plejer at få min portvin, når vi besøger hende. Det er simpelthen så smadderhyggeligt. Alle fortjener et glas portvin i godt selskab, også før kl. 10.30!
Hvem skulle tro, at Jeppe skulle være så heldig at få Elin på plejehjemmet som ven, bare fordi han spurgte hendes datter om lov til at fiske i en sø. Jeg elsker Jeppe for at forstå værdien af et venskab på tværs af alder og at prioritere det så højt, selvom han kun er 15 år, og både skal passe skole, basketball, fritidsjob, guitarundervisning og de andre mere jævnaldrende venner.
Alder betyder åbenbart ingenting for et venskab, hvis blot man vælger de rigtige venner!
1 Kommentar
Yvonne
20. august 2017 kl. 10:04Sød historie og så vigtigt vi ikke tror at ældre ikke har noget at give tilbage
Jeg er selv 59 og har boet i døgnbemandede bolig i 7 år. Her er jeg klart den yngste. Men har fået gode venner her. Den sidste var 103 år. Hun lavede fanødukker og elskede blomster. Så jeg forstår godt det dejlige forhold i har sammen med elin