Kunsten at tøjle sin vrede og afmagt!Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]K[/dropcap]an I huske det sidste indlæg jeg skrev? Det startede så fint med, at jeg i mandags havde talt med sekretæren hos min bandagist oppe i Århus. Hun kunne fortælle mig, at min uundværlige strømting var blevet fikset og var klar til at komme hjem til mig igen. Derfor var jeg da også i hopla lige fra morgenstunden og tog faktisk alt for tidlig afsted for at blive forenet med min førlighed strømting.

Det skal her lige indskydes, at da jeg i mandag talte med sekretæren, sagde hun, at de ville sende den ned til mig. Dette var jeg ikke interesseret i, da jeg helst ville prøve strømtingen med bandagisten ved min side. Jeg bad hende derfor i stedet om at finde en tid hos bandagisten i dag oppe i Vejle, så jeg kunne få den afprøvet med ekspertise ved min side, hvis nu der var noget der drillede. At finde en tid lykkedes, så jeg var derfor både iklædt let aftagelige bukser og glad forventning, da bandagisten dukkede op i venteværelset og smækkede en plasticpose på bordet foran mig med ordene:

“Hej Charlotte, så er din Bioness (red. strømting) klar igen! Vi har kigget på den og det var fodcensoren, det var galt med!”

“Perfekt! For pokker jeg glæder mig til at kunne gå igen” sagde jeg og ventede på at blive vist ind i et af de tilstødende gemakker for at teste den sammen med bandagisten. Men det mente min bandagist åbenbart ikke var nødvendigt, for de havde jo tjekket den, og den virkede! Jeg kunne mærke følelsen af frustration og vrede over at være kørt i ca. en time for bare at blive sendt hjem med en plasticpose med mit elskede hjælpemiddel!

Da jeg derfor temmelig insisterende udbrød: “Jeg er da ikke kørt så langt for ingenting” og “Ej, det er jeg sgu både utilfreds med og ked af. Jeg vil altså virkelig gerne prøve den NU, så du kan hjælpe mig, hvis der skulle være noget galt” pakkede han min strømting ud! Som så ikke var opladet, og derfor helt død!!!

Derfor slog jeg bandagisten hårdt!

Eller det gjorde jeg jo selvfølgelig ikke, men alt spyt i munden forsvandt, min puls steg, og jeg kunne ikke komme i tanker om noget konstruktivt at sige! Derfor tog jeg min skide plasticpose fyldt med mit hjælpemiddel og min stok og satte mig ud i bilen uden udsigt til at kunne gå alligevel. Der sad jeg og græd lidt, mens en flok børnehavebørn hang i et hegn og og gloede på mig, mens de nok undrede sig over, hvorfor damen græd. Tårerne smagte bittert af både vrede og afmagt! Jeg ringede (selvfølgelig) til Peter og fortalte ham om oplevelsen, inden jeg tørrede grædesnottet af i ærmet og kørte hjem, hvor jeg fluks satte det hele til opladning!

Sådan en maskine skal oplade pænt længe, så det var derfor først i eftermiddags, at jeg fandt et sted ude i haven, hvor jeg i fred og ro kunne iføre mig maskineriet og prøve at gå med strøm igen.

Eller…

Der var ikke fred og ro, for alt bimlede og bamlede, hylede og blinkede rødt for satan da også! Og for at det ikke skal være løgn, så  var strømmen heller ikke indstillet rigtigt, hvilket betød, at jeg knækkede helt sammen af smerte i baglåret, når jeg tog et skridt. Hold nu kæft altså!!! Jeg blev så ked af det, og jeg blev så vred og afmægtig, at det eneste jeg kunne var at sætte mig på en sæk med 80 liter spagnum, som lå midt på græsplænen og finde telefonnummeret til bandagisten…

Jeg talte (tydeligt og ærligt!) med både reparatøren og sekretæren, som begge var meget undskyldende og forstående, hvilket jo egentlig er et fint udgangspunkt, når man har en meget meget utilfreds kunde i røret. Ingen af dem kunne løse problemet eller for den sags skyld forklare mig, hvorfor helvede den ikke virker, når jeg har undværet den i en uge (igen igen…). Ingen af dem var ejheller uenig med mig i, at det her er virkelig utilfredsstillende og helt forkert.

Hele det her bedrøvelige eventyr omkring “Hjælpemidlet, der kom på afveje” ender forhåbentlig lykkeligt på onsdag, for der skal jeg for fanden i lortehelvede til bandagist i Vejle for tredie gang! Jeg har snart ikke kræfter længere til at bruge min fridag på at køre til Vejle, for at få ordnet min strømting. Min dyrebare fridag, hvor jeg går til både fysioterapeut og handicapridning for at passe på min krop og bevare min førlighed.

Nåh, men alt det her ordgylp var faktisk slet ikke, hvad jeg i morges planlagde at skrive et indlæg om. Jeg ville fortælle jer om min fantastiske arbejdsplads, der kan se fornuften i at have en handicappet ansat, som kan åbne døre. Det indlæg kommer i morgen – og i morgen gider jeg fandengaleme heller ikke skrive så skide mange bandeord.

For i morgen er jeg glad igen, Jeg er nemlig blevet pissesej til at bruge min kørestol på arbejde. Og arbejde, det er hvad jeg skal i morgen!

sgu!