Må man slå sin bandagist?Ca. 3 minutters læsning

Onsdag er min fridag, hvor jeg starter morgenen med at gå til træning og behandling hos min pragtfulde fysioterapeut. Det er også den dag, hvor jeg går til handicapridning. Kort sagt er det en rigtig god dag, som min krop sætter pris på. Jeg værner om den her dag og sørger så vidt muligt for at mine “jegpasserpåminkrop” onsdagsaftaler ikke bliver overtrumfet af andre aftaler.

Det gjorde de så i dag!

Jeg var nemlig nødt til at tage turen til Bandagistcentret i Vejle, fordi alt hvad der kan hyle, bippe, blinke og give strøm til min dropfods- og lårstrømting går fuldstændig amok. Intet virker som det skal, og jeg er ved at blive sindssyg. Jeg trykker løs på fjernbetjeningen, mens jeg bander og får hektiske røde kinder af frustration.

Mine strømting til mit venstre ben er mit allervigtigste hjælpemiddel og det som holder mig gående. Når jeg ikke har det på, er det som at gå med et kosteskaft bundet til benet, samtidig med, at jeg har svømmefødder på (klask slææb, klask slææb). Det er helt umuligt at gå og virkelig usikkert. Det her hjælpemiddel koster fandeme mere end udbetalingen på et sommerhus, og derfor er jeg svært utilfreds, når det ikke virker, og jeg derfor er nødt til at bruge min fridag på at få det repareret igen igen.

Jeg VED da godt, at min rare bandagist ikke er tryllekunstner, men når der er tale om så dyrt og uundværligt et hjælpemiddel, så vil jeg mene, at det er helt OK at forvente, at det virker, uden at jeg hver anden måned skal bøvle med at få det fikset. I dag kiggede bandagisten på min strømting, som jeg smækkede på bordet. Han prøvede forgæves at få liv i det. Og så prøvede han igen forgæves at få gang i det…

Mig? Jeg blev bedt om at holde fast i bordkanten, når han forsøgte at sende strøm igennem, for han vidste ikke hvor meget der blev sendt afsted til musklerne i mit ben (og den kan altså sende pænt meget afsted  – forestil dig et elektrisk hegn). Men jeg slap hurtigt bordkanten og tålmodigheden, for der skete ikke en skid.

Jeg kunne godt fornemme, at hverken min bandagist eller jeg var helt tilfredse med udfaldet, så da han spagfærdigt sagde “Jeg er nødt til at sende den videre Charlotte“, så følte jeg, det var tiden til at sige “Jamen så er jeg nødt til at slå dig!“.

Vi blev efter lidt snak frem og tilbage enige om, at det nok ikke løste noget, og han lovede mig, at han ville gøre, hvad han kunne for, at jeg får den hurtigt igen. Men “hurtigt” jo et ret relativt begreb, og hvis mine strømting skal sendes til Holland, hvor firmaet har hovedsæde og har eksperterne siddende, så kan jeg vidst regne med at vente et par måneder. Og det er ikke særlig hurtigt i min verden!

Pis og lort!

Men jeg har min kørestol, og den bruger jeg da bare på arbejde i morgen, og på tirsdag, torsdag og fredag og suk!