[dropcap]N[/dropcap]år solen vælger at melde sin ankomst på lige præcis den dag, hvor jeg forventede at skulle tilbringe hele dagen med skidt humør og kold tyrker, så er livet ikke så skidt endda! I dag har Hjalte og jeg været alene hjemme. Vi har nydt godt af solens stråler, Netflix og sofasøvn. Ingen af os er på toppen rent fysisk. Faktisk så er vi begge nogle rigtig sølle skravl med host og snot. Derfor har vi ikke lavet noget som helst, der er værd at skrive hjem om, og dog!
Jeg har tegnet i dag! Med den hånd, som jeg havde opgivet, og i den tegnebog, som jeg dagligt har bladret i, siden jeg fik den af børnene til jul. Freja fik idéen med kalendertegnebogen, da hun ved, at jeg både er et fjols til at organisere og strukturere og samtidig elsker de her malebøger, hvor man bare “fylder ud”, mens man lader tankerne flyde.
Indtil i dag har jeg måttet nøjes med at kigge og bladre i den, fordi jeg jo har den her usamarbejdsvillige hånd. Men da Hjalte og jeg tøffede ud i glashuset, tog jeg kalendertegnebogen og farveblyanter med…
Og jeg kunne!
Jeg tegnede og nød farveblyant på papir, varmen i glashuset og at sidde tæt på Hjalte, som sov sin febersøvn. Jeg tegnede indenfor stregerne. Fandeme, jeg tegnede altså indenfor stregerne med min medgørlige hånd. Der er 52 billeder i kalenderen, så jeg skal have spidset mine farveblyanter.
Det er de små tegn, jeg skal koncentrere mig om i de her dage. De små tegn på bedring, som jeg mærker nu, hvor bivirkningerne ikke er så massive mere. Lige nu er det dog et lidt sløret billede, jeg har at kigge på, idet min krop tigger efter mere medicin og opfører sig ret utilfreds og træt. Det ændrer sig (forhåbentlig) om nogle dage, og så håber jeg, at venstrebenet samtidig retter ligeså fint ind, som hånden og armen gør.
Jeg har smugkigget i vejrudsigten, og den står på solskin i morgen igen. Derfor skal jeg tidligt i seng i aften, så jeg forhåbentlig kan holde mig mere vågen end i dag og måske tage nogle skridt i haven og nyde forårstegnene. Og hænge rent sengetøj udenfor på tørresnoren. Helt sikker hænge vasketøj op med begge mine arme! Og allermest bare sidde og tegne og lade tankerne holde fri.
God weekend til alle.
Ingen kommentarer