0 I Byttelyst/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Det bliver bare ved altså!Ca. 7 minutters læsning

[dropcap]I[/dropcap] dag kørte jeg ind til byen, da jeg havde fået fri fra arbejde. Jeg skulle hente to gaver til Byttelyst, som lå klar til mig. Og så ville jeg også lige stikke snuden ind hos et par af de butikker, der HAR givet allerede, for at fortælle, at min taknemmelighed over deres donationer nu kan læses af hele verden på min blog! To af dem hev mobilen frem med det samme, og jeg skyndte mig afsted med rollatoren!

Jeg lagde ud med at besøge en af de butikker, hvor jeg allerede har fået donationer til Byttelyst, nemlig

Miss Poppins

Miss Poppins er den skønneste tøjbutik med de fedeste mærker. Jeg gik lige til sagen og sagde “jeg skal ha´et billede af jer for pokker. Jeg glemte at tage et billede af både tingene og jer, da jeg fik de flotte støvler og skjorten. Miss Poppins er faktisk ejet af mor og datter, og de er lige smilende og overbærende med mig begge to, så jeg fik mit billede, og de fik ro for mig. Jeg nåede dog lige at fortælle, at de ville komme på min blog. Men det vidste de da godt… De havde været inde og læse i morges! (det er altså lidt vildt og megafedt) 1000 tak for de helt fantastiske støvler, som koster udbetalingen af et sommerhus og også for skjorten, som er så smuk og feminin. Jeg glæder mig så meget til at donere begge dele væk.

fullsizerender-27

Formát

Jeg havde min skønne veninde med ind i denne herretøjsforretning. Vi blev mødt af en vældig smilende og imødekommende ung mand. Jeg var forberedt på, at smilet ville stivne, når jeg fortalte ham, at jeg ikke ville købe noget, men derimod gerne have noget gratis… Men smilet forsvandt ikke! Tværtimod, så gad han ikke engang høre hele min tiggertale, men vendte sig blot om og hev den flotteste sweater frem. “Den her er perfekt” sagde han og ønskede mig (stadig smilende og meget rar) pøj pøj den 30. november. Se det var en mand med format (fik i den…) 1000 tak for sweateren til min auktion og din imødekommenhed. Du skal vide, at jeg var ved at gå kold af træthed, da vi troppede op i din butik, men var klar til at fortsætte, da vi gik igen! Tak for dig.

fullsizerender-25

Sport 24

Jeg troppede op i Sport 24, velvidende at det er en butikskæde, og at kæder ofte har andre regler og principper end små lokalbutikker. Chefen var ikke til stede, men det var derimod en ung flink fyr, som gerne ville høre på min snak om Byttelysts fortræffeligheder. Han lovede at få chefen til at ringe, så snart han var ledig. Jeg forventede faktisk ikke et opkald med positiv respons, men Sport 24 ville rigtig gerne donere hele to gavekort på 300,- pr. stk. Fedt fedt fedt! Chefen var så heller ikke på arbejde, da gavekortene skulle afhentes, men en anden flink fyr stillede velvilligt op som “gavekortsmodel” i den gode sags tjeneste. 1000 tak til de unge fyre i Sport 24 og også 1000 tak til chefen for at støtte mig i min mission om at skaffe penge til forskning i sclerose. Jeg er meget glad!

fullsizerender-5

Sport 24 Outlet

Kim Koch, som jo er ham, der har Haderslev Golfrestaurant, hvor vi afholder Byttelyst auktionen kender Gud og hvermand. Han kender såmænd derfor også chefen for Sport 24 Outlet. En eftermiddag for en uges tid siden ringede Kim til mig og fortalte, at forretningen meget gerne ville være med, og at jeg kunne hente “noget” dagen efter! Det gjorde jeg så… Dette “noget” som Sport 24 Outlet ville donere var så meget “noget”, at den søde ekspedient måtte køre det ud på en lille vogn! Jeg fik overtalt hende til at forsøge at holde alle tingene, mens jeg tog et billede. Stakkels hende.. Der var nemlig nogle håndvægte i den ene pose ha ha ha. Kære Sport 24 Outlet tak for alle gaverne (de er gode!) Udover en stepbænk og håndvægte er der mange andre gode sager, som jeg ikke vil røbe før til auktionen!

fullsizerender-26

Haderslev Løve Apotek

For et par år siden var jeg med til at samle penge ind til Scleroseforeningens “Kys Sclerose Farvel“. En af de forretninger, som tog bedst imod mig var Løve Apoteket. Jeg kan huske, at chefen og jeg fik en lang snak om sclerose, og at han fortalte mig, at han faktisk var medlem af Scleroseforeningen. Han ville gerne have de grønne Kys Sclerose Farvel bøtter på hver disk. Han fik derfor fire stk! I år var han ligeså klar, da jeg troppede op og gav ham min berømte Byttelysttale. Han smilede i alle 20 4 minutter, og sluttede af med at sige “Jamen selvfølgelig da! Vi er med, for det er en god sag.” Jeg tog mig derpå den frihed ligefrem at foreslå, hvad han skulle donere. Også dette var han med på, så i dag kunne jeg hente en flot indpakket gave med babyplejeprodukter. ( Jeg vil ikke røbe endnu, hvorfor jeg ønskede netop det, men mere info. følger. ) Den søde chef var forduftet, så jeg tvangsindlagde en grinende ekspedient til at være model. 1000 tak for både snakken, den fine donation og støtten (og grinene i dag under fotosessionen)

fullsizerender-28

Jeg er så glad, og jeg er så taknemmelig! Det her projekt er vokset så meget og er blevet modtaget så overvældende positivt af alle, som vil donere. Butikkerne i Haderslev er for vilde! Min omgangskreds spørger hele tiden, hvad de kan hjælpe med! Folk ringer og skriver, om jeg kunne tænke mig donationer fra dem. Det er pludselig gået op for mig, hvor mange kreative mennesker, jeg har i mit netværk. I kan glæde jer til at se, HVOR kreative. Der kommer inden længe et blogindlæg kun med hjemmelavede ting. Det er FLOTTE ting, som jeg godt gad beholde selv!

Jeg er træt, mine fødder sover, mit venstre ben hænger og brænder, og jeg har svært ved at bruge min venstre hånd/arm. Lige nu er jeg ikke verdensmester i at passe på mig selv, og jeg begynder virkelig at glæde mig rigtig meget til den 30. november kl. 18. Den aften vil jeg bare læne mig tilbage og nyde forestillingen 🙂

Nu skal vi bare lige have solgt de sidste billetter. HUSK der kan stadig købes billetter til 150,- pr stk. For dette beløb for du en lækker buffet og vigtigst af alt muligheden for at byde på nogle flotte, smarte, sjove og unikke ting, som er doneret af folk, der alle er med til at støtte forskning i sclerose.

Du kan købe billet på MobilePay, hvis du sender til 21 56 95 52 (skriv Byttelyst).

Godnat! I morgen hører I ikke noget fra mig, for jeg skal på arbejde, hjem til Frode Munksgaard og have taget billeder, ud at hente to gaver og SÅ til en sjov julefrokost med skønne kolleger. Lørdag skal jeg vist sove sove sove!

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.