Derfor er jeg lidt tung at danse med – sår’n noget pis!Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]J[/dropcap]eg kunne mærke det allerede sent i går aftes, da jeg gik i seng. Der var lagt op til en lortepislørdag. Man kan vove den påstand, at det er jeg da selv herre over, men så enkelt er det altså ikke lige nu. For efter at have tilbragt ubarmhjertigt lang tid en lørdag aften på toilettet, hvor jeg forgæves forsøgte at tvangstømme min overfyldte blære, gav jeg op, trak ingenting ud i toilettet og vidste derfor allerede dér, at i dag ville jeg være tung at danse med.

Det der med, at jeg ikke kan tisse, er ikke noget jeg til daglig går rundt og blærer mig vildt meget med. Faktisk så har jeg været i tvivl, om jeg skulle dele det med jer, for meget af det, der foregår i området mellem lår og navle er som regel en smule privat ik’?! Men det her tisseribøvl er en virkelig belastende del af min virkelighed og jeg ved at mange med sclerose læser med på bloggen, og har samme tabubelagte problem, så derfor har jeg besluttet mig for at dele mine tanker…

Faktisk fylder hele tisseproblematikken så meget, at det var det eneste, jeg talte med min sygeplejerske på scleroseambulatoriet om, da jeg var der i sidste uge. Hun lyttede, og havde tydeligvis hørt tilsvarende tissehistorier før, for hun tog det helt roligt, da jeg udbrød:

Men jeg vil altså ikke have kateter!

Hun smilede blot og sagde “Det ved jeg da godt, Charlotte, men det er jo kun et engangskateter, hvis det er …”

Hvis det er! Hvis det er, så synes jeg, det er noget pislort. At tisse er sgu da bare noget man gør, ligesom man helt automatisk synker, når man har tygget maden eller lukker øjnene, når man nyser! Åbenbart bare ikke mig (lige nu), for jeg har sclerose. Jeg skøjter derimod med alarmerende fart ind i det segment, hvor jeg slet ikke kan se mig selv og ikke føler jeg passer ind! Nemlig segmentet, der består af aldersvisne mennesker, som falder lidt ufrivilligt sammen ind over rollatoren med deres slæbende fødder. Segmentet som spiser skavanker til morgenmad og sover middagssøvn af nød og ikke af lyst.

Jeg vil ikke bruge en masse linjer på at skrive om, hvor fucking træt, bange og skeptisk jeg er over, at jeg muligvis skal til at bruge engangskateder for at kunne tømme blæren, så jeg ikke får blærebetændelse og alt muligt andet ondt. Jeg ved ingenting om behandlingsplanen med sikkerhed endnu. Det eneste jeg ved er, at jeg i slutningen af juli skal møde op på urologisk afdeling med en propfyldt blære og et spørgeskema, som jeg skal have besvaret inden.

Jeg har faktisk allerede skimmet spørgsmålene i spørgeskemaet igennem, og jeg må sige, at når mine krydser er sat, så er der ihvertfald én eller to ansatte på Aabenraa Sygehus, der har indsigt i ALT, hvad der foregår i området mellem mine lår og navle. Jeg skal svare på en million spørgsmål, så de kan hjælpe mig bedst muligt. Jeg skal blandt andet svare på, om jeg lider af ufrivillig vandladning og i hvilken grad. Og om jeg overhovedet kan komme af med det, jeg drikker. De vil også vide om jeg kan skide, og hvilken konsistens det har, og hvor tit og hvor meget og sikkert også hvorfor. Mit sexliv skal faktisk også krydses af. Og hvis jeg slet ikke har noget, så skal jeg bare springe spørgsmål 38 og 42 over.

Så, det er altsammen lidt noget forbandet pis lige nu, og årsagen til min tunge dans.

Altså lige indtil i eftermiddags, hvor min elskede Freja kiggede på mig og spurgte “Vil du ikke med ud at trille en tur, mutti“. Og så trillede vi med min kørestol. Hun og jeg. Vi kørte hjem til min tante, som har haven fuld af rabarber og vinbjergsnegle. Freja nåede at træde på en enkelt snegl, og jeg klemte min venstre pegefinger i kørestolen, så den voksede til dobbelt størrelse, men min tante gav både kram og kindkys, så det var OK altsammen.

På vejen hjem plukkede vi en sommergrøftekantsbuket. Den er så smuk og står og leger speciel og særlig på køkkenbordet.

I dag har jeg lært, at man aldrig skal underkende døtre, som vil trille dig en tur i regnen og plukke grøftekantsbuketter med dig.

Og så har jeg lært, at selvom man er tung at danse med, så er der altid en, som forbarmer sig og byder op til dans alligevel.