Det er såmænd så lidt, der skal til…Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]F[/dropcap]or mange år siden var jeg ansat som lærer på Haderslev Kommunes største folkeskole. Jeg var indskolingslærer, og i al ubeskedenhed en OK en af slagsen. Det hænger jo som oftest sammen på den måde, at det som man godt kan li’, er man også ret hæderlig til. Og jeg kan altså rigtig godt li’ børn.

Jeg er vild med deres nysgerrighed, fantasi, gå på mod, forsigtighed, usikkerhed og evenen til at begejstres og undres. De sidste par år, hvor jeg arbejdede på skolen, var jeg læselærer i de fire 0.klasser. Jeg underviste ca. 85 børn om ugen, og kan derfor i sagens natur heller ikke længere huske dem alle (og da slet ikke forældrene…).

Men så fik jeg en besked på Facebook forleden aften, da jeg sad og sumpede i sofaen kl. 10 minutter over sengetid. Beskeden var fra en mor til en pige, som jeg har haft for ni år siden i 0. klasse. Denne mor følger åbenbart min blog og min Facebookside fru Holmboe.  Hun skrev en besked, som på smukkeste vis mindede mig om, hvorfor jeg var så vild med at være lærer i indskolingen, og hvorfor lige præcis det job indeholder så meget andet end at lære børn at læse og sidde stille! Når alt kommer til alt, så handler alt jo bare om tryghed!

Her er hvad hun skrev til mig her ni år efter, at jeg tog hendes lille utrygge pige i hånden og fulgtes med hende ind i den nye verden på hendes nye skole. Og her har i samtidig grunden til, at jeg forleden aften gik sjældent så rørt og taknemmelig i seng.

“Hejsa. Hver gang jeg ser og læser dine opslag (med interesse), så får det mig til at tænke på, hvor speciel (meget positivt ment ) og opmærksom en person du er. Du skal vide, jeg glemmer dig ALDRIG for den måde, du tog dig af Anne-Sofie (min datter), som skulle starte i 0. klasse på Sct. Severin for efterhånden mange år siden – hun skal starte i 9. klasse (idrætsklasse) efter sommerferien.

Det du gjorde dengang kan stadig varme mit moderhjerte helt inderligt. Vi forældre skulle være i kantinen, mens børnene skulle ud i klasserne. Hun græd inderligt, fordi hun var bange og ville blive ved mig. Men du viste hende al den kærlighed, som man er i stand til at give et fremmed barn, og fik hende til at få en god oplevelse ud af det.

Shit det var hårdt – men du fik det til at blive en god dag for os alle. Og for at det ikke skulle være løgn, så kom du endda ind på et tidspunkt bare for at fortælle mig, at hun var ok… Se det er overskud.

Så ja, jeg følger din blog med interesse, men også med sørgmodighed over, at netop en person som dig skal rammes af så “dum” en sygdom.. Men du er en sej kvinde, Charlotte !! Hatten af for dig…. Alt det bedste for dig fremover – og jeg vil fortsat følge dig, græde med dig og smile med dig. Det største kram fra Winni (og Anne-Sofie )”

Den her besked gik rent ind! Den rørte noget i mig og jeg blev både ydmyg, rørt og lidt stolt over, at hun efter så mange år bruger tid på at skrive til mig og fortælle, at jeg den dag for mange år siden var med til at gøre dagen god for en lille pige på vej ind i en ny verden, som føltes så usikker og propfuld af nye indtryk. Jeg kan faktisk godt huske situationen og den følelse, der gik igennem mig, da jeg så den lille ulykkelige pige, hvis usikkerhed ingen af os voksne rigtig havde tid til at dvæle ved, når det hele skulle klappe, og alle forventedes at være begejstrede og glade for at få lov til at komme i skole.

Fandeme nej altså! Sådan fungerer livet jo ikke. Der skal da gives plads til at være usikker og skræmt. Der skal være plads til at blive lyttet til og forstået, især når man føler sig lillebitte og bliver proppet ind i en sammenhæng, hvor det hele bare er uoverskueligt og svært. Ofte skal der jo ikke mere til end en tryg hånd, der tager ens og siger “skal vi følges og se hvad der sker? Ellers vender vi jo bare om ik?”.

Vi kender det vist alle. At have brug for en hånd eller for den sags skyld bare en, som vil lytte, når livet serverer nye situationer, uklare planer og mange informationer, så tvivlen og uoverskueligheden tager over og gør ked. Det er der, vi skal passe på hinanden, række ud og hjælpe, så godt vi kan. Barn som voksen!

Det er såmænd så lidt, der skal til!

Og tusind tak til dig for at minde mig om det, kære Winni 🙂