[dropcap]J[/dropcap]eg er opdraget til, at man ikke må sparke eller spytte på andre. I onsdags var jeg ude for noget, jeg aldrig har prøvet før! Jeg blev bedt om at sparke lidt til en gravid!
Ja, du læste rigtigt.
Jeg var ankommet til ridning, og den hest jeg skulle ride på, stod klar til mig. En ordentlig bred krabat! Jeg steg op og begyndte at skridte laaaangsomt med min trækker gående ved siden af. På et tidspunkt, da min “tempotålmodighed” var ved at være opbrugt, mumler jeg noget om, at den her hest altså ikke er min yndlingshest, og at den da godt nok er lidt tung i røven. Min trækker siger overbærende “bare spark lidt til hende Charlotte, hun er lidt tung i røven, fordi hun er gravid”
“Gravid! Man sparker sgu da ikke til en gravid” udbryder jeg, og så sidder jeg helt stille resten af ridetimen. Vi bliver bagefter enige om, at jeg næste gang skal have en hest med lidt mere gang i, og at jeg skal prøve at ride med sadel.
I dag har jeg så redet på pragtfulde, friske og smukke Laban. Det var den fedeste oplevelse, og han gjorde lige, hvad jeg bad om. Og når jeg ikke bad om noget, så vidste han helt selv, hvad jeg tænkte! Det var slet ikke nødvendigt at sparke. Det eneste jeg gjorde var at smile og nyde.
Vi red både med lukkede øjne og armene ud til siden. Vi lavede svær gymnastik, mens vi sad på hestene (løftede vores ben (som om), mavebøjninger, armeviften og meget andet. Og så fik jeg udstrækning. Vores meget dygtige, sjove og engagerede ridefysioterapeut hev og strakte mine ben og hænder, mens jeg sad på hesten. Det løsnede og gjorde så godt (og ondt…)
Jeg glæder mig allerede for vildt til på onsdag. Så tager jeg gulerødder med! Til dem allesammen sgu!
Til dig som sidder og tænker, om det er noget for dig med sådan en hest, kan jeg kun sige “gør det!”. Hvis du har ret til vederlagsfrit fysioterapi, så har du også mulighed for at gå til ridning på en rideskole for handicappede. Jeg er så glad for at være kommet i gang, at jeg helt glemmer, HVOR ondt 45 minutters ridning gør i røven bagefter 🙂
Og nej! Min ridefys er på nedenstående billede ikke ved at hive mig af hesten! Vi strækker ben 😉 Og jeg kunne faktisk selv stige af hesten i dag, så der sker små fremskridt 🙂
Ingen kommentarer