De små ting…Ca. 3 minutters læsning

[dropcap]V[/dropcap]i går stadig små ture sammen, Peter og jeg.

Jeg siger til ham, at jeg ikke gider, for det kan ikke betale sig at binde snørebåndene for de skide 200-300 meter.

Han siger ikke så meget, lytter ikke engang, men lyner jakken, binder sine egne snørebånd og vifter med husnøglen.

Og så går vi. Langsomt og med små pauser, men vi går, og jeg finder hver gang ud af, at det godt kan betale sig at binde snørebåndene og komme afsted.

Når vi går, så sker der hver gang noget med Peters arm. Det er som om, han har en sensor, der giver besked om, at armen på et givent tidspunkt skal ud i en vinkel, så min arm kan “smutte” ind i hans. Jeg bed mærke i dette første gang i sommers.

Vi var taget til Ålborg for at høre Sting give koncert. Jeg gik bagved ham og rodede i min lomme. Jeg var kommet ret langt bagud, uden at han havde bemærket det. En travl pige overhalede mig, nåede op lige bag Peter, og vupti!! uden at kigge bagud røg hans arm ud i en vinkel, så hun trygt kunne følges med ham arm i arm.

Pigen fortsatte lidt undrende og med hastige skridt forbi Peter, som vendte sig smilende, stadig med armen i rette vinkel og ventede på mig 🙂 Arm i arm gik vi og uden at falde eller slingre! Trygt for mig og nemmere for ham, der så slap for at samle mig op.

Det er de små ting. De små næsten usynlige ting i hverdagen han gør, som har den store betydning. Armen der som på kommando ryger ud og “griber” mig. Kaffen, han stiller på sofabordet akkompagneret med et kys i panden. Min cykel som han trækker ud af skuret og stiller klar til en cykeltur. Tandbørsten med tandpasta, som ligger klar på vasken. Smilet han stikker mig, når jeg bliver for dum at høre på. Kørestolen han skubber, mens jeg tigger om, at vi skal trille “bare lidt længere ik’ Peter?!” Hans små klap i røven, fordi han ikke kan lade være, og sparket i røven han gir’ mig, når jeg bare har lyst til, at alle skal lade mig være.

Vi kender dem allesammen. De små ting. Lad os huske at hylde de små usynlige ting. De ting som desværre hurtigt bliver en selvfølge, men er dem, der gør hverdagen og livet lidt mere magisk og meget bedre. Lad os hylde dem vi elsker og holder af, for at de holder ud og holder ved.