4 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Småt brændbart/ Ude i virkeligheden

Småt brændbart #26 minutters læsning

Så er det blevet søndag og tid til ugens udvalg af småt brændbart fra mig. I tog godt imod den første sæk fuld af småt brændbart, så jeg tør godt at kaste lidt mere efter jer!

Sofaklynk

I ugen der er gået, havde jeg gang i noget herinde omkring min sofa! Alt gik galt omkring leveringen af den, og jeg var ikke sen til at kaste både forbandelser og ynk afsted. Rigtig mange af jer reagerede på det med stor forståelse og rare ord. (tak! Det gjorde det lidt nemmere at sidde på gulvet)

Således også en Mikkel Hornshøj. Hr. Hornshøj er faktisk indbegrebet af go’ stil. Han er butikschef i den omtalte Idémøbler i Haderslev. Altså butikken, hvor jeg fik både snerret og brokket mig til hans souschef.

Butikschef Mikkel Hornshøj dukkede pludselig op på fru Holmboes Facebookside i kommentarsporet til mit indlæg om sofaen. Jeg tænker to ting om dette!

1: Hold da op, tænk at det jeg skriver på min blog, når ud til dem det handler om! Vildt nok egentlig!

2: Chefer som Mikkel Hornshøj er et fremragende udgangspunkt for glade kunder og medarbejdere!

Livsvidne

I torsdags fik jeg besøg af min veninde, Anette. Hun kom kørende fra Sønderborg efter arbejde med et stort smil og den smukkeste buket farverige tulipaner. Udover at være min elskede veninde, så er hun faktisk også mit livsvidne. Jeg har haft hende som veninde i så mange år, at der er så mange ting, vi ikke behøver at uddybe eller forklare. Vi har kendt hinanden i 32 år, for i 1987 kom vi i den samme gymnasieklasse. Der er noget helt sublimt ved at have venner, som kender ens forældre fra dengang de var den alder vi selv er nu. Og der er noget ligeså fantastisk i at vide, at hun har været der, mens jeg blev voksen, lyttede når jeg var i tvivl, heppede når jeg gjorde det som føltes rigtigt.

Alle fortjener et livsvidne i deres liv. Én som kender dig uden filter, dine søskende og dine forældre. Én som husker og har været med til at skabe historierne om berusende fælles ungdom og såmænd også de mere dystre sider af det som livet indeholder.

Hjaltes terminsprøver

I den forgangne uge har Hjalte, der går i 9. klasse, været til terminsprøver. Virkelig mange af slagsen og i alle mulige fag, men ingen af fagene virkede til at slå ham omkuld. Hjalte er nemlig typen, som tager tingene med en sindsro og en tilgang, jeg misunder ham. Hjalte og hans klasse skulle til terminsprøver om eftermiddagen, så ugen er gået med at sove længe, få pakket den supervigtige cola og computeren, og så afsted for at sidde i en tennishal, så lærerne måske kan få et øjebliksbillede af elevernes faglige formåen.

Jeg er naturligvis ikke for fin til at hjælpe min søn, selvom han i virkeligheden klarer sig bedst uden min hjælp. Derfor lå disse små sedler da også klar ved hans morgenmad, da han stod op på dagen for TYSK terminsprøven.

Det skulle da bare mangle!

Freja og Martha (eller var det Martin?)

I fredags, efter en rigtig god arbejdsdag, hvor tingene med min kursist flaskede sig, og både han og jeg kunne tage på weekend i solskin, skulle Freja til Århus. Hun skulle op til den veninde, som hun flytter sammen med i marts måned.

Da JEG var ung, tog jeg toget, når jeg skulle til Århus. Men det var jo i gamle dage (åbenbart). Freja spurgte mig nemlig, om jeg kunne have lyst til at køre hende ind i byen, for hun havde tilmeldt sig en kørelejlighed via noget som hedder Go More. For 75 kroner kunne hun køre med Martha helt op til Trøjborg, hvor hun skal bo.

Og så begyndte Frejas mor helt naturligt at svede lidt under armene. Jeg spurgte, om Freja vidste, hvem hende Martha var? Og om man nu kunne regne med, at det ikke var et dæknavn for Martin, som i fritiden kører sagesløse piger ud i en skov for at forbryde sig mod dem! For så skal jeg saftsuseme nok komme efter ham!

Freja var meget overbærende, da hun fortalte mig, at min venindes søn også havde kørt med Martha, og han levede i bedste velgående. Og så måtte jeg forøvrigt godt bare læsse hende af og køre igen. Ingen vinken og luftkys tak!

Freja sendte fredag eftermiddag en besked om, at hun var vel ankommet, og at Martha havde kørt rigtig fint (Freja ved, hvad hendes mor vil høre!)

Styrtet

Lad mig afslutte dette småt brændbartindlæg med at spørge:

Hvad er værre end at styrte og lande fladt ud på ryggen uden at tage fra med armene?

At styrte med en tallerken fuld af mad i højre hånd!

Nej vent! At styrte med en tallerken fuld af mad i højre hånd og slå både ryg, lænd, haleben og baghoved, så man aldrig tror, at man kommer op igen, fordi man er alene hjemme.

Det her scenarie udspillede sig for mig i går. Jeg kom op igen efter at have grædt lidt (både fordi jeg blev forskrækket, vred og var helt lammet af faldet).

Jeg fik bakset mig ind i sofaen, hvor jeg lå helt stille, da resten af flokken kom hjem fra træning. Og så brugte jeg ellers resten af dagen i går på at sukke dybt og lidende, hade sclerosen og bekymre mig over, om der mon var brækket noget.

Efter en ret vågen nat, ringede jeg til vagtlægen i morges, som bad mig om at komme. Lægen undersøgte mig på kryds og tværs og sendte mig så hjem med beskeden om, at intet var brækket, men at jeg har forstuvet halebenet og slået min lænd (både knogler og led) så meget, at jeg ikke skal holde mig tilbage med hverken ro, hvile eller smertestillende.

Jeg går som om jeg har skidt i bukserne, og har så ondt, at jeg hellere vil hive mine tånegle af, end at tænke på at skulle på toilettet.

Småt brændbart for fuld udblæsning – værs’go!

For at fjerne billedet af mig på toilettet, får I lige et billede af mit glashus i januar. Og solskin! Jeg elsker det!

Måske vil du også synes om

4 Kommentarer

  • Send svar
    Inger Bergen
    20. januar 2019 kl. 14:25

    Hej Charlotte
    Det er ikke småting, du bliver udsat for, men du er så sej. Det at din datter skal flytte. her kan jeg så godt forstå dig, men vent bare de er så kloge og fornuftige og de kan klare sig.
    Jeg har selv prøvet det (en søn). Det gik så godt. God bedring
    Knus Inger ☺️🇩🇰♥️

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      22. januar 2019 kl. 12:09

      Jeg bliver mere og mere OK med at Freja smutter op til smilets by 🙂 Hun er klar, og når hun er, så bliver vi andre også 🙂 1000 tak for god bedring søde Inger

  • Send svar
    Karina
    21. januar 2019 kl. 13:05

    Av, av ,av😫.. god bedring til dig😘.

  • Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.