0 I Fremhævet/ Godt at vide om sclerose/ Livet med sclerose/ Rettigheder/ Ude i virkeligheden

Er du skilt?

Jeg stod op klokken seks i morges og kørte til Århus, hvor jeg havde en aftale med den fantastiske og  omsorgsfulde fysioterapeut, Rune, som for to måneder udleverede verdens bedste balancevest til mig. Han stod klar med et knus og rygende varm kaffe fra den lokale kaffepusher #streetcoffee.

En time i selskab med morgenfriske Rune, som jeg begejstret kunne fortælle om min balancevests fortræffeligheder og den efterfølgende regulering og test af min balance gjorde (sammen med kaffen) beslutningen om at tage i IKEA lidt mere overskuelig.

Ihvertfald lige indtil jeg steg ud af bilen på IKEA’s parkeringsplads og åbnede bagagerummet for at tage min taske. Mens jeg står med hele overkroppen inde i bagagerummet, hører jeg en meget jysk mandestemme lige bag mig stille spørgsmålet:

Er du skilt?

Jeg retter mig op og vender mig om, mens jeg når at tænke, “nu har jeg da aldrig…

Bag mig står en midaldrende mand, der er bygget lidt bredere end høj. Hans kone står lige bag ham med en indkøbsvogn og virker ligeså vældig interesseret i min ægteskabelige status. Lidt målløs over mandens lidet indpakkede spørgsmål svarer jeg ligeså uindpakket “øh nej, hvorfor spørger du om det?”. Manden svarer prompte:

Så må du ikke holde her dame!

Jeg er sjældent mundlam, men manden så temmelig stålsat ud, så der gik et laaangt øjeblik, før det gik op for mig, at spørgsmålet han stillede, ikke havde en skid at gøre med, om jeg er godt gift eller single. Så jeg griner, mens jeg forsikrer ham om, at jeg naturligvis har et skilt, så jeg har lov til at holde på handicapparkeringspladsen. Han griner også lidt, og siger så OK og at det var godt. Og så vralter jeg med min indkøbsvogn ind i IKEA og ønsker ægteparret en god jul.

Det er præcis fire år siden, at jeg fik et blåt parkeringsskilt. Det blå parkeringsskilt er en kæmpe hjælp for mig, idet det giver mig mulighed til at holde på en handicapparkeringsplads! Der er nogle regler for, hvem der kan få bevilliget et parkeringskort, dem kan du læse om her. Jeg havde i starten virkelig svært ved at smække det blå skilt op på instrumentbrættet, fordi jeg følte, at folk kiggede skævt til mig, når jeg steg ud af bilen, og at jeg skulle gøre mig lidt umage med at se handicappet ud, så de vidste, at jeg ikke bare var hyggehandicappet.

Det kan være svært ikke at blive irriteret over at blive antastet og fortalt, at jeg ikke må holde, hvor jeg gør, inden de selvbestaltede parkeringspolitibetjente overhovedet når at tjekke, om “jeg er skilt“. Men jeg tror på, at langt de fleste gør det af et godt hjerte og for rent faktisk at opretholde handicapparkeringspladser for de handicappede og ikke for at være møgirriterende. Derfor har jeg øvet mig på ikke at blive vred og forurettet, men blot fortælle, at jeg har sclerose, og at parkeringskortet i forruden er mit eget og at det berettiger min parkering lige netop på sådan en plads. Og så takker jeg (for det meste) for hjælpen!

ps. Jeg fik hvad der stod på indkøbslisten i IKEA, og jeg skulle kun spørge om vej til udgangen fire gange. Jesus Kristus altså…

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar