0 I Fremhævet/ Hvad skal jeg?/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Muligheder

En helt almindelig fredag…

I morges tog jeg til træning. Det gør jeg såmænd hver fredag, men i morges føltes det bare ligesom, at der manglede noget, da jeg satte mig i romaskinen, og ganske rigtigt…  Pludselig priste jeg mig lykkelig for, at træningen med min fysioterapeut i dag stod på balancetræning og ikke “små hop på stedet”. Jeg var nemlig kommet afsted uden at iføre mig BH…

For fanden da også! Men egentlig ikke særlig overraskende. Jeg balancerede løs uden de store armbevægelser og med fokus på at bevæge mig mindst muligt! Jeg skyndte mig efter træning hjem for at klæde om, så jeg kunne møde anstændigt på arbejde kl. 10. Arbejdsdagen klarede jeg i strakt arm! Bogstaveligt talt!! Jeg havde nemlig (for endnu mere fanden da også) glemt mine briller derhjemme på køkkenbordet. Der lå selvfølgelig hverken et reservepar i bilen, i bunden af tasken eller i jakkelommen, og det er altså pænt svært at ramme tasterne, når den bærbare er nødt til at stå 4 meter fra en, for at man kan læse, hvad man skriver på skærmen.

Derfor var min daglige morgenbesked til Peter denne:

Det er en slet skjult hemmelighed, at min hukommelse og mit overblik er lige til at lukke op og skide i. Lige for tiden topper jeg så hele det her glemsomhedscirkus med et lille attak (tror jeg nok). Jeg vælger at skrive “tror jeg nok”, fordi symptomerne svinger en del fra dag til dag, og fordi jeg oplever, at ingen af symptomerne er nye opfindelser for mig. De er bare ret insisterende og fylder min dag op med en krop og hjerne der buldrer og opfører sig ualmindeligt tåbeligt.

Jeg har haft føleforstyrrelser i hele venstre side før, og jeg har før været så træt, at jeg ikke nåede at føle, at jeg vågnede, før jeg skulle i seng igen. Endeligt har jeg i perioder også haft ben, der endnu mere trætte og vaklende, samtidig med at de gjorde ondt. Det er så alle de attak-symptomer, jeg oplever nu igen.

I onsdags var jeg derfor på sygehuset for at tale med en sygeplejerske. Jeg fortalte hende om ovenstående og også om min evigt svigtende hukommelse og mangel på ordmobilisering, hvilket er et helt kapitel for sig selv. Vi aftalte, at jeg skulle have en MR scanning hurtigst muligt, så vi kan se, om jeg har fået nye plaks. For dig, som ikke ved hvad plaks er, kan du læse om det på Scleroseforeningens hjemmeside, hvor plaks er beskrevet.

Jeg har faktisk i dag fået en akuttid til MR scanning allerede på onsdag, og er blevet lovet en tid hos min neurolog en af dagene umiddelbart efter. Jeg er egentlig ikke nervøs for MR scanningen den her gang, hvilket nok hænger sammen med, at jeg både har fået lovning på en beroligende pille og ikke mindst, at min mor tager med mig. Jeg skal igennem den helt store tur med scanning af hele centralnervesystemet både med og uden kontrastvæske. Hvis MR scanningen viser, at jeg har aktivitet i sygdommen, så er næste skridt, at jeg skal beslutte mig for enten et ja eller nej tak til medicin, som kan forkorte attakket. Dette er en beslutning som vel bedst kan kaldes et valg mellem pest eller kolera.

Enten kan jeg vælge at sige ja tak og få medicin i drop i tre dage. Medicinen kan i bedste fald slå attaket ned. Ulempen ved at sige ja tak, er at antallet og styrken af bivirkningerne som følger med ikke er for tøsedrenge. Det er mit valg, om det bliver et ja eller nej tak! Men det er et valg, som jeg overhovedet ikke har lyst til at skulle tage. Jeg trænger så meget til at blive taget i hånden af en læge i hvid kittel, som med rolig og overbevisende stemme kan fortælle mig, hvad der er det rigtige at gøre lige nu, og at det hele nok skal gå over igen.

Et helt tredie scenarie er, at det  faktisk også kan vise sig, at der slet ikke er aktivitet i sygdommen! At det her ikke er et attak! Men hvad så? Er jeg så bare ved at få endnu mere sclerose.?Hvis der ikke er aktivitet, så er der ikke længere sclerosemedicin, der virker for mig. Så er der ikke flere skud i bøssen på den front. Så er vejen frem mit gode humør, min træning og kost der gør mig glad og holder mig sund. Og naturligvis omsorgen/opbakningen fra familien og vennerne!

Nåh men status er, at lige nu har jeg en hjerne som smuldrer og tanker der buldrer! Faktisk så meget, at jeg egentlig burde være glad for, at BH’en var det eneste jeg glemte at iføre mig til træning i morges!

God weekend til jer, og husk at nu skal vi ikke grave særlig dybt for at finde vintergækkerne i haven! Foråret er på vej – lige på den anden side af frosten!

 

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar